Nyheder13 timer siden (opd. 13 timer siden)

Bokseren Julio Cesar Chavez Jr anholdt i USA og risikerer udvisning

Bokseren Julio Cesar Chavez Jr., der er tidligere verdensmester hos WBC, blev onsdag anholdt i Los Angeles
FILE - Julio Cesar Chavez Jr. poses for photographers during a weigh-in, in Las Vegas, May 5, 2017. (AP Photo/John Locher, File)
 Foto: John Locher/AP/Ritzau Scanpix

Den mexicanske bokser Julio Cesar Chavez Jr. er blevet anholdt og risikerer at blive deporteret fra USA.

Det oplyser USA's ministerium for indenlandsk sikkerhed.

Anholdelsen sker, mindre end en uge efter at bokseren tabte en kamp til den amerikanske influencer Jake Paul i Anaheim uden for storbyen Los Angeles, hvor anholdelsen fandt sted onsdag.

Den 39-årige bokser opholder sig ifølge ministeriet ulovligt i USA.

Ministeriet for indenlandsk sikkerhed mener desuden, at Chavez har forbindelse til det mexicanske narkokartel Sinaloa. Kartellet anses af USA for at være en terrororganisation.

Ifølge ministeriet havde Mexico udstedt en arrestordre på den tidligere verdensmester for involvering i organiseret kriminalitet og våbensmugling.

Mexicos offentlige anklager har torsdag bekræftet, at der i 2023 blev udstedt en arrestordre på bokseren.

Michael A. Goldstein, der er advokat for Chavez, siger til mediet Los Angeles Times, at Chavez blev tilbageholdt foran sin bopæl af mindst 25 agenter fra de amerikanske immigrationsmyndigheder (ICE) og andre myndigheder.

- De spærrede gaden af og tog ham med i detentionen. De efterlod hans familie uden nogen form for viden om, hvor han befandt sig, siger Goldstein, der kalder anklagerne mod Chavez for skandaløse.

Ifølge USA's ministerium for indenlandsk sikkerhed kom bokseren i 2023 til USA på et turistvisum, der udløb i februar sidste år.

To måneder efter søgte han om permanent opholdstilladelse i USA, efter at han var blevet gift med en amerikansk statsborger.

Julio Cesar Chavez Jr. var i 2011 indehaver af VM-titlen i mellemvægt hos forbundet WBC. Han forsvarede VM-bæltet tre gange. Hans rekordliste viser 54 sejre i 62 kampe.

Sponsoreret indhold