Kendte14 timer siden

"Modern Family"-Julie Bowen afslører alvorlig lidelse: Har fået pacemaker

Den populære skuespiller Julie Bowen troede med egne ord, at hun skulle dø, da hun fik en hjertediagnose som blot 29-årig
Den populære skuespiller Julie Bowen troede med egne ord, at hun skulle dø, da hun fik en hjertediagnose som blot 29-årig
Den populære skuespiller Julie Bowen troede med egne ord, at hun skulle dø, da hun fik en hjertediagnose som blot 29-årig
 Foto: Valerie Macon/Ritzau Scanpix

I et afsnit af den populære ”Modern Family”-serie falder Claire Dunphy pludselig om med hjerteproblemer under en fræk Valentinsmiddag med sin mand, Phil Dunphy.

Og noget kunne tyde på, at lige netop den scene var let at forholde sig til for Julie Bowen, der spiller rollen som Claire i den populære komedieserie.

For den i dag 55-årige skuespiller har selv hjerteproblemer.

Det fortæller hun i et nyt afsnit af podcasten ”Inside of You”, skriver News.

Her fortæller Julie Bowen, at hun har en tilstand, der kaldes sinusknudedysfunktion eller sygt sinus-syndrom.

Det er en tilstand, hvor hjertets naturlige pacemaker – den såkaldte sinusknude – ikke fungerer normalt. Det betyder, at hjertet ikke slår med en regelmæssig og passende rytme.

I Julie Bowens tilfælde betyder det, at hun har en ekstrem lav hvilepuls.

Tilstanden fik hun konstateret som 29-årig – og det var et kæmpe chok for den spirende skuespiller:

- Jeg tænkte, ”Mit liv er ovre. Dette er mærkeligt. Jeg ender med at dø”. Jeg vidste ikke, hvad det var, for jeg var bare 29 år, fortæller hun ifølge News i podcasten.

Tilstanden betød, at Julie Bowen kort efter fik indopereret en pacemaker. Den sørger for, at hendes hvilepuls ikke bliver for lav, for så er der risiko for, at hun besvimer.

- Den kan ikke blive lavere end 45, fortæller skuespilleren i podcasten.

Til sammenligning ligger en normal hvilepuls for en voksen typisk mellem 60 og 100.

I dag mærker skuespilleren ikke noget til sin hjertelidelse – blandt andet takket være sin pacemaker, der altså sørger for, at hendes hjerterytme er normal. Dog skal hun indimellem skifte batterier, så pacemakeren ikke løber tør for strøm; og lige dét kan til tider volde hende problemer:

- Jeg glemmer det hele tiden, indrømmer hun.

Sponsoreret indhold