Viralt1. juli 2025 (opd. 1. juli 2025)

Efter knust æg og drama: Nu spreder pingvinbaby stor glæde

Efter et mislykket forsøg sidste år har pingvinparret Aleksander og Johanne nu endelig fået deres første unge - men et andet æg endte tragisk uden for reden

Så sød er den

LÆS OGSÅ: Flytter ind hos Ree

Et lille pip og dunede fjer har i dag forvandlet Kattegatcentret til scenen for en sjælden og rørende begivenhed.

En ny pingvinunge er klækket - kun den tredje i centrets historie – og de stolte førstegangsforældre, Aleksander og Johanne, passer allerede rollen som pingvinmor og -far til topkarakter.

Men bag den nuttede nyhed gemmer der sig en mere tragisk fortælling. Det nybagte forældrepar har ikke haft en nem vej til forældreskabet.

Sidste år mistede de begge deres æg, men i år er lykken vendt.

- Det er en dejlig nyhed. Især fordi Aleksander og Johanne sidste år desværre mistede begge deres æg.

- At de nu har fået deres første unge, som de allerede har helt styr på at fodre og passe, er en stor sejr, både for dem og for os, siger Rune Kristiansen, kurator og marinbiolog i Kattegatcentret, i en pressemeddelelse om familieudvidelsen.

Pingvinungen, der kæmpede sig ud af ægget tirsdag formiddag, er i fin form og bliver passet tæt i reden, hvor de spæde pip nu lyder som et lille mirakel i det kolde anlæg.

Historien stopper dog ikke der. For at øge chancen for overlevelse valgte dyrepasserne at flytte det ene af to æg fra Aleksander og Johanne over til et andet par, Jimmy og Potato, som selv lå på et ubefrugtet æg.

Adoptionen gik som planlagt, indtil katastrofen ramte.

- Desværre fandt vi ægget revnet udenfor reden i sidste uge, så derfor får vi kun den ene unge i år.

- Heldigvis ser den sund og rask ud, fortæller Rune Kristiansen.

Anlægget huser nu 24 æselpingviner inklusive den nyklækkede unge, der i skrivende stund holdes tæt af forældrene i reden.

Det vil tage omkring 80 til 100 dage, før ungen er klar til at forlade reden og få sin første dukkert med vandtæt fjerdragt.

Sponsoreret indhold