SAS køber op til 55 nye fly af brasiliansk producent
Luftfartsselskabet SAS har planer om at købe op til 55 nye fly af den brasilianske flyproducent Embraer.
Det siger SAS' topchef, Anko van der Werff, på et pressemøde.
Topchefen kalder det et "definerende øjeblik" for selskabet.
Flyene skal blandt andet være med til at binde Skandinavien bedre sammen, lyder det fra topchefen. Han kalder det for et "definerende øjeblik" for selskabet.
- Denne aftale repræsenterer en modig investering i SAS' fremtid. Den markerer næste skridt i vores transformationsrejse. Og det er helt tydeligt et godt tegn for Skandinavien, siger Anko van der Werff.
SAS oplyser, at selskabet køber 45 fly og derudover har ret til at købe yderligere 10.
Handlen har en samlet værdi på omkring fire milliarder dollar, hvilket svarer til lidt over 25 milliarder kroner, lyder det.
Ifølge planen vil de første fly blive leveret i slutningen af 2027, mens yderligere leveringer vil fortsætte over cirka fire år.
Der er tale om fly af typen E195-E2, som ifølge KLM's hjemmeside kan transportere op til 132 passagerer.
Det er SAS' største handel direkte med en producent siden 1996.
Topchefen for Embraers selskab med fokus på kommerciel luftfart, Arjan Meijer, er også til stede ved tirsdagens pressemøde i Vilhelm Lauritzen Terminalen i Københavns Lufthavn.
Foran de fremmødte underskriver han og Anko van der Werff aftalen, hvorefter de poserer med et SAS-modelfly.
SAS er i dag ejet af et konsortium bestående af luftfartsselskabet Air France-KLM, kapitalfonden Castlelake, investeringsselskabet Lind Invest og den danske stat.
Selskaberne overtog ejerskabet, da SAS officielt trådte ud af en proces om konkursbeskyttelse 28. august 2024. Som en del af processen var SAS blevet afnoteret fra børsen tidligere samme måned.
De nye ejere har samlet investeret 1,2 milliarder dollar i SAS, hvilket dengang svarede til godt 8 milliarder kroner.