Troede, hun var brændt inde: I virkeligheden var lille pige kidnappet

Det begyndte som en voldsom husbrand – og endte som én af de mest mystiske og opsigtsvækkende kidnapningssager i nyere tid.
For indledningsvis troede de amerikanske myndigheder, at Luz Cuevas og Pedro Vera 10 dage gamle pige var død i en voldsom husbrand, men i virkeligheden var den nyfødte baby blevet kidnappet – og først efter seks år kom den sande historie frem.
Det skriver det amerikanske medie People.
Sagen tog sin begyndelse en decemberdag i 1996. Her udbrød der brand i parrets hjem i Philadelphia, Pennsylvania.
Myndighederne fastslog efterfølgende, at branden havde kostet parrets lille datter Delimar livet.
Luz Cuevas nægtede dog at tro, at det var sandt. Hun havde en mavefornemmelse, der sagde hende, at lille Delimar stadig var i live – og seks år senere fik hun ret.
Her var moren til en børnefødselsdag i nabolaget, da hun bemærkede en lille pige, der havde samme ansigtstræk som hende. Moren fik en brændende lyst til at undersøge sagen nærmere – og stjal derfor et par hårstrå fra den lille pige, der hed Aaliyah.
Politiet gav grønt lys til at dna-teste hårstrået, der rigtignok bekræftede, at lille Aaliyah i virkeligheden hed Delimar og var Luz Cuevas og Pedro Veras lille pige.
Den lille pige havde de sidste seks år boet med Correa og hendes familie blot 20 kilometer fra Luz Cuevas og Pedro Veras hjem. Det viste sig, at Correa havde kidnappet den lille pige, hvorefter hun bevidst havde sat ild til huset for at sløre sin ugerning.
Correa endte med at blive idømt 30 års fængsel for den uhyggelige ugerning – og Delimar vendte tilbage til sin rigtige familie. I dag fortæller hun, at hun er lykkelig for at være hjemme igen, men at det på samme tid har været en hård rejse. For de første mange år troede hun jo, at hendes rigtige mor hed Correa.
- Jeg forsøgte at efterligne min ‘nye’ families manerer for at få det til at virke, som om jeg aldrig var blevet kidnappet, men samtidig sørgede jeg over min gamle familie. Da jeg var barn, følte jeg, at jeg havde to mødre. Det var først, da jeg var 11 eller 12 år, at virkeligheden for alvor gik op for mig, siger hun i dag.