Kendte12 timer siden (opd. 11 timer siden)

Karina Frimodt er med igen: - Lidt af en mavepuster

Havde ikke set det komme – troede programmet ville fortsætte i mange år
Karina Frimodt vandt sammen med Kasper Fisker i 2023. Nu får hun chancen en sidste gang.
Karina Frimodt vandt sammen med Kasper Fisker i 2023. Nu får hun chancen en sidste gang.
 Foto: Hanne Juul

Det er trist, at den kommende sæson af underholdningsprogrammet "Vild med dans" bliver den sidste i rækken.

Sådan lyder det fra danseren Karina Frimodt, som i en årrække har været en del af TV 2-programmet.

- Jeg tror et eller andet sted, at jeg havde tænkt "nå men det fortsætter mange år endnu", fordi det har været en del af ens liv i så mange år.

- Så at det nu lige pludselig er slut, det er lidt af en mavepuster, siger hun.

TV 2 meldte mandag morgen ud, at programmet vender tilbage for sidste gang til september. Det sker for at gøre plads til ny underholdning, lød det i en pressemeddelelse.

Samme dag har kanalen løftet sløret for, hvilke professionelle dansere der bliver en del af finalesæsonen. Her er Karina Frimodt blandt de ti navne.

Frimodt fik sin debut i programmet i 2010 og er siden gået på Vild med dans-gulvet med 13 dansepartnere. I 2023 vandt hun hele programmet med den tidligere fodboldspiller Kasper Fisker.

Året efter modtog hun dog ikke noget tilbud om at vende tilbage til danseprogrammet.

Netop fordi Karina Frimodt ikke var med sidste år, sammenholdt med at det bliver den sidste sæson, gør, at hun i år sætter ekstra pris på at være med.

- Jeg tror virkelig, det bliver med følelserne uden på tøjet, forudser den 46-årige danser.

- Man ved jo, at hvis man ryger ud, kommer man ikke til at stå på det her gulv igen.

"Vild med dans" har hvert år løbet over skærmen siden 2005, hvor danseren Thomas Evers Poulsen blev den første vinder af programmet sammen med skuespilleren Mia Lyhne.

I et længere opslag på det sociale medie Instagram skriver Thomas Evers Poulsen, at han "vil være evig taknemmelig" for det opkald, han fik 22. februar 2005, om at han skulle være med i programmet.

- Man kan vist rolig sige, at vild med dans har ændret mit liv, skriver han.

Første afsnit af den sidste sæson har premiere 26. september, og det bliver igen med Martin Johannes Larsen og Cilia Trappaud som værter. Derudover bliver det et gensyn med dommertrioen Marianne Eihilt, Sonny Fredie Pedersen og Lene James Mikkelsen.

Årets nydansere offentliggøres senere på sommeren, oplyser TV 2.

Sponsoreret indhold