Nyheder13 timer siden (opd. 13 timer siden)

Afslører hvem om to uger: Der er fundet en køber til TikTok

Ifølge USA's præsident er køberne af TikTok en "gruppe velhavende mennesker", som skal præsenteres om to uger
Donald Trump vil ikke ud med navnet - endnu!
Donald Trump vil ikke ud med navnet - endnu!
 Foto: Ritzau Scanpix

Den amerikanske præsident, Donald Trump, siger i et interview søndag, at han har fundet en køber til det sociale medie TikTok.

Det skriver Reuters.

Ifølge præsidenten er der tale om en gruppe "meget velhavende mennesker", som han vil afsløre om cirka to uger, siger han uden at komme det nærmere.

Det fortæller Trump i et interview med Fox News, skriver Reuters.

Trump har for nylig forlænget fristen for, hvornår ByteDance, der ejer TikTok, skal have fundet en køber til mediet.

Deadlinen er 17. september, lød det fra Trump.

Det var tredje gang, at Trump gav ByteDance mere tid til at finde en køber, der kan overtage den amerikanske del af platformen, hvor brugere kan dele korte videoer.

Oprindeligt var et forbud mod TikTok i USA planlagt til at træde i kraft i januar, hvis ikke kontrollen med den amerikanske del kom på andre hænder.

Kongressen vedtog loven om et TikTok-forbud, fordi amerikanske myndigheder og politikere mener, at TikTok kan udgøre en sikkerhedsrisiko.

Det er selskabet ByteDance, der er grundlagt i Kina, som står bag TikTok.

Den populære tjeneste, hvor man primært kan se og dele videoer, har omkring 170 millioner brugere i USA. Der bor omtrent 340 millioner mennesker i USA.

Flere virksomheder er de seneste måneder blevet nævnt som mulige købere af appen. Herunder kapitalfonden Blackstone og selskabet Oracle.

Også techgiganten Microsoft har været nævnt som potentiel køber af det sociale medie.

Flere demokratiske senatorer har kritiseret Trumps ageren over for ByteDance. De mener ikke, at præsidenten har mandat til at udskyde fristen.

Det Hvide Hus har oplyst, at USA's regering i løbet af de næste tre måneder vil sørge for, at et salg bliver gennemført, så amerikanere kan blive ved med at bruge TikTok og føle sig sikre på, at deres data er i trygge hænder.

Sponsoreret indhold