Signeret Jordan-kort går for rekordbeløb på auktion

Gamle basketballkort kan være i høj kurs. Især dem med spillets største stjerner eller legender.
Michael Jordan pryder et kort, som netop er solgt for et rekordbeløb på en auktion. Prisen kom til gengæld bag på eksperter, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Hos auktionshuset Joopiter havde man et signeret Jordan-kort fra legendens rookie-sæson under hammeren, og det vindende bud endte med at lyde på to millioner dollar.
Med 25 procent oveni til auktionshuset skal køberen altså punge ud med 2,5 millioner dollar. Det svarer til små 16 millioner kroner og er rekordpris for et rookie-kort med Michael Jordan, som altid er i høj kurs.
Hos Cllct, som er en medieplatform for sportssamleobjekter, var beløbet imidlertid højst overraskende.
- Det er et chokerende beløb. Ingen inden for branchen, jeg har snakket med, forventede det, siger Will Stern, som er redaktør for mediet, til Front Office Sports.
Ifølge Front Office Sports' kilder var den "forventede og rimelige pris" omkring én million dollar.
Alligevel er det kun det dyreste rookie-kort med legenden nogensinde. Et andet Jordan-kort er tidligere blevet solgt for omkring 18,7 millioner kroner, men er prismæssigt stadig langt under historiens dyreste kort.
Ifølge flere hjemmesider for basketballkort lyder rekorden på hele 37,6 millioner kroner for et signeret rookie-kort med stjernen Stephen Curry. Lige efter følger et rookie-kort med LeBron James, som er blevet solgt for 33,2 millioner kroner.