Trekantsdrama på "Hotel Romantik": Frank kæmper for Lise-Lotte

LÆS OGSÅ: Første kys faldt, da kameraerne slukkede i "Hotel romantik": Hjertet banker
Intet er afgjort, bare fordi Frank og Lise-Lotte har overnattet sammen i hytten i første afsnit af "Hotel Romantik".
Sådan lyder udmeldingen fra Lars, som også har Lise-Lotte i kikkerten.
- Frank har godt nok vundet første omgang, men jeg kommer stærkt igen, siger Lars og tilføjer, at der jo også er flere omgange i boksning.
Til SE og HØR fortæller Frank, at han var bevidst om ikke at være den eneste bejler til Lise-Lotte.
- Jeg har først nu set, at han siger det, men jeg var godt klar over, at han var interesseret.
- Jeg var klar over, at han lurede lidt, og efterhånden hørte jeg det fra andre.
Men selv om Frank tager truslen alvorligt, er han ikke bange for, at Lars nupper Lise-Lotte fra ham.
- Man skal have paraderne oppe, og man må kæmpe for sagen - og det synes jeg, jeg gjorde, siger han uden at røbe for meget om de kommende afsnit af "Hotel Romantik".
Mens han har varme følelser for Lise-Lotte, er han ikke i tvivl om, at de er gengældt.
- Vi var alene en gang i mellem og sagde søde ting til hinanden, så jeg havde indtryk af, at hun var interesseret, siger han.
Alligevel laver de en aftale om ikke at være et helt låst par på hotellet - trods en intim overnatning med kys.
- Jeg er ikke en, der render med al muligt, men vi blev enige om ikke at sidde og kissemisse alene i de der dage. Vi skal også blande os med de andre og danse med de andre, og ikke bare sidde som et ungt kærestepar, der kun kan holde i hånd hele tiden. Vi er jo voksne mennesker.