
Ekspert slår alarm om Marius-sag: Ødelæggende for kongehuset
LÆS OGSÅ: MARIUS BORG HØIBY HAR KRIMINEL FAR
Overgrebssagen mod Marius Borg Høiby gik ind i et nyt kapitel i dag, da norsk politi ud af det blå indkaldte til et hastepressemøde om den seneste udvikling i sagen.
Norsk politi kunne her fortælle, at papprinsen nu er sigtet for én voldtægt med samleje og to tilfælde af voldtægt uden samleje.
Derudover er kronprinsesse Mette-Marits søn er videre tiltalt for fire tilfælde af seksuelt krænkende samvær, ét tilfælde af kropskrænkelse, ét tilfælde af vold og fem tilfælde af krænkelser mod politibetjent.
Sagen har i snart et år sendt chokbølger gennem Norge, og det er ingen hemmelighed, at det også har sat det norske kongehus under et gevaldigt pres.
Vi har fået det norske SE og HØRs kongehusekspert Caroline Vagle til at komme med sin vurdering af Marius-sagens udvikling.

- Det her er en meget alvorlig sag, som er belastende for alle involverede parter, slår Caroline Vagle fast.
Flere gange har kronprins Haakon - Marius' papfar - udtalt sig om den alvorlige sag.
Uden at blive konkret har han konstateret, at det er en meget alvorlig sag, og at han og kongefamilien bistår politiet i deres efterforskning.
Alligevel mener Caroline Vagle ikke, at Haakon og den øvrige kongelige familie kan undgå at miste opbakning og falde i popularitet hos det norske folk.
- Sagen har været under efterforskning i snart et år, og vi har set, at den har påvirket folks syn på kongehuset til det negative.
- Det tror jeg desværre, den vil fortsætte med at gøre – specielt ved en eventuel retssag, siger kongehuseksperten fra norsk SE og HØR.
