Nyheder27. juni 2025

100 kilo tung glasdør væltede nedover 4-årigt barn

En 100 kilo tung glasdør væltede onsdag nedover et kun fire år gammel barn i en børnehave i Silkeborg Kommune

Onsdag faldt en 100 kilo tung glasdør nedover et 4-årigt barn i børnehuset Korshøjvej i Virklund i Silkeborg Kommune.

"Både jeg og personalet er dybt berørt af ulykken. Det er en ulykke, som ikke må ske, og som alligevel er sket. Det er dybt ulykkeligt. Personalet har gjort alt det, de skulle i situationen. De fik straks løftet døren væk og taget hånd om barnet, og de fik hurtigt tilkaldt en ambulance og barnets mor," siger Jette Stencel, Børne- og familiechef i Silkeborg Kommune, i en pressemeddelelse.

Døren sad i en pavillion, da den faldt ud og ramte barnet, som med ambulance blev kørt til hospitalet.

Barnet har det under omstændighederne godt.

"Vi ved, at døren væltede, men vi ved ikke hvordan og hvorfor. Det er politiet nu ved at undersøge sammen med vores Ejendomsstab," siger Jette Stencel.

Derfor er de nu i gang med at efterse samtlige døre i de pavilloner Silkeborg Kommune enten lejer eller ejer for at sikre, at en tilsvarende ulykke ikke kan ske et andet sted.

Alle forældre i børnehuset er orienteret og har fået råd til, hvordan de kan snakke med deres børn om den voldsomme ulykke.


Sponsoreret indhold