Tobias Hansens søn reddede hans liv: Giver drengedrøm i gave

LÆS OGSÅ: Tobias Hansen kæmper med hukommelsen: Kan ikke huske, jeg lagde terrasse
Den 46-årige DR-vært Tobias Hansen kan glæde sig over at have opdraget en meget snarrådig søn.
Det reddede nemlig hans liv, da han 16. maj faldt om med hjertestop.
Her var 12-årige Hugo hurtigt til at finde en kvinde, der kunne påbegynde hjertemassage og ringe 1-1-2.
Og at redde fars liv skal ikke gå ubelønnet hen.
Det fortæller sporstværten til SE og HØR torsdag, hvor der er premiere på Cirkus Summarum i Ballerup.
- Han skal have en Barcelona-trøje og så er jeg vist også kommet til at love ham en fodboldtur til byen.
- Det bliver en dyr én, men i forhold til at han har reddet mit liv, så er det billigt sluppet, griner Tobias Hansen.
Han lægger ikke skjul på, at oplevelsen har været meget hårdere for hans familie end ham selv, da han intet husker fra dagene omkring hjertestoppet.
Gudskelov lader det ikke til, at den 12-årige helt er mærket af den voldsomme oplevelse, fortæller tv-værten.
- Uden at rose os for meget, så har vi været gode at snakke om det og er det fortsat. Han virker til at have det godt, og han sover godt om natten.
Tobias Hansen fik Hugo i et tidligere forhold.
Han har derudover en søn på to år og en datter på seks år.