Kendte10 timer siden

Blev kun 31 år: Influencer død efter operation

En brasiliansk influencer er død efter en operation. Hendes mand hævder, at der skete flere fejl, men hospitalet nægter
Ana Bárbara Buhr Buldrini er død efter en operation.
Ana Bárbara Buhr Buldrini er død efter en operation.
 Foto: Instagram

Influencer Ana Bárbara Buhr Buldrini er død blot 31 år gammel.

Det skriver det brasilianske medie O Tempo.

Det skal være sket efter en operation i Tyrkiet, hvor hun fik foretaget fedtsugning, en næseoperation og brystforstørrelse.

Ifølge hospitalet, Tusa Hospital, opstod der dog uventede komplikationer, da hun skulle ud af narkosen, og efter 90 minuters forsøg på genoplivning, blev hun erklæret død.

Ana Bárbara Buhr Buldrini var rejst til Tyrkiet sammen med sin mand, Elgar Sueia.

Han fortæller, at influenceren og hospitalet havde indgået et samarbejde, hvor hun ville få operationerne gratis mod omtale af hospitalet til hendes 797.000 følgere på Instagram.

Elgar Sueia mener, at hans kone ikke var blevet godt nok forberedt forud for operationerne.

- Operationen var planlagt til i onsdags (red., 18. juni), men på grund af problemer med planlægningen besluttede kirurgen at fremrykke den til søndag (red., 15. juni). Vi tog til klinikken i søndags bare for at se stedet, men lægen ville udføre indgrebet, uden at Ana var forberedt, forklarer han.

Hun skulle blandt andet have fastet forud for indgrebene, men det nåede hun, ifølge manden, ikke.

I et opslag på Instagram skriver han, at han jagter sandheden.

"Jeg taler i dag ikke kun som en mand, der mistede sit livs kærlighed - Ana Bárbara Buhr Buldrini - men også som et menneske, der kræver sandhed, ansvarlighed og retfærdighed."

Tusa Hospital siger, at influenceren var blevet gjort opmærksom på alle juridiske og medicinske oplysninger forud for operationen.

Sponsoreret indhold