
Nu er programmet ude: Det skal kongeparret opleve på årets sommertogt

LÆS OGSÅ: Her kan du møde kongeparret
Der bliver ikke meget tid til at hvile ørerne, når kongeparrets indleder årets sommertogt i slutningen af august.
Det netop offentliggjorte program for flere af byerne viser nemlig, at kong Frederik og dronning Mary skal ud på en stramt tilrettelagt rundtur med alt fra glaspustning til fasaner, strand, bæredygtighed og rockhotel.
Turen begynder i Sæby den 25. august og slutter 28. august på Samsø.
Undervejs venter en stribe stop, der ifølge planen skal vise denne del af Danmark.
I Sæby skal kongeparret blandt andet besøge et glaspusteri, gå tur i byens ældste gade og se Sæby Kirke.
Senere går turen til Råbjerg Mile, hvor de møder naturvejledere og de såkaldte Junior Rangere midt i det unikke ørkenlandskab.
Før dagen slutter, når de også forbi Skagen, hvor Anchers Hus og Grenen er på programmet.
Aftenen rundes af med reception på Kongeskibet og festfyrværkeri.
Fire dages besøg
Mandag 25. august – Frederikshavn Kommune
Besøg i Sæby med glaspusteri, byvandring, Råbjerg Mile og kunst i Skagen. Dagen afsluttes med reception og fyrværkeri.
Tirsdag 26. august – Thisted Kommune
Karettur i Thisted, besøg i Doverodde med friluftsliv og fasanbål, iværksættere i Vorupør og udsigt over Cold Hawaii.
Onsdag 27. august – Læsø Kommune
Officiel modtagelse i Østerby Havn. Rundvisning på Læsø Saltsyderi, besøg på Museumsgården med tangtage og afsluttende afternoon tea på Kongeskibet Dannebrog.
Torsdag 28. august – Samsø Kommune
Rockhotel, grøn helhedsplan, kirkehistorie, lupbriller til kirurger og fødevaremarked i Nordby.
Programmet fra Thisted Kommune dagen efter afslører, at kongeparret ikke bare skal se natur – de får også mulighed for at se, hvordan man tilbereder fasan over bål.
Det sker i Doverodde, hvor børn og naturvejledere står klar.
Senere skal de til Vorupør, hvor de både skal besøge et iværksætterhus og se det barske Vesterhav fra en udsigtsplatform på den gamle landingsplads.
27. august gælder det så Læsø, hvor kongeparret går i land i Østerby.
Her tager dagens program udgangspunkt i Læsøs to stærkeste kort: salt og tang. På saltsyderiet får kongeparret indblik i den gamle tradition, der stadig former øens identitet og økonomi.
Herefter går turen til Læsø Museumsgård, hvor de karakteristiske tangtage og øens byggeskik bliver præsenteret.
Dagen afsluttes med te ombord på kongeskibet Dannebrog, hvor særligt indbudte gæster deltager
28. august er det så Samsøs tur.
Her skal kongeparret spise frokost på Danmarks eneste rockhotel, høre om lupbriller til kirurger og præsentes for en grøn helhedsplan ved Brundby Stubmølle.
Dagen slutter i Nordby med fødevaremarked, hvor lokale producenter som Samsø Bær og Sams Island Distillery viser sig frem fra den bedste side.
