Se de skønne billeder: Nicolai Zobel gift med Hannah Hovmand i Maribo

LÆS OGSÅ: Zobel udskyder brylluppet
Nicolai Zobel og hans udkårne, Hannah Hovmand, kunne ikke have bedt om et smukkere vejr, da parret i weekenden gav hinanden deres livs ja.
I strålende solskin blev parret gift i Maribo Domkirke, hvorefter turen gik til Frederiksminde på Lolland, hvor den overdådige bryllupsfest ventede.
Særligt Zobel-familien var mødt talstærkt op for at fejre parrets kærlighedsfest, men familien lagde ikke skjul på, at to vigtige personer manglede:
- Vi ville ønske, vores forældre havde været her, sagde Alexander Zobel tydeligt berørt foran kirken til BILLED-BLADET.

Alexander Zobel samt hans lillebror, gommen Nicolai Zobel, er sønner af Peter og Henriette Zobel. De var gift fra 1991 til 2004 og fik sammen de to sønner.
De døde i henholdsvis 2017 og 2019.
Zobel-sønnerne havde dog sørget for, at forældrene alligevel var med under lørdagens kærlighedsfest:
- Vi har nogle billeder af dem inde i teltet, så de kan se os holde taler og alt det der. Og så er der et fotoalbum fra min fars og mors bryllup, så man kan se det. Så kan gæsterne kigge på det, hvis de har lyst til det, fortalte Nicolai Zobel til BILLED-BLADET.
Mens Nicolai Zobel strålede i en skræddersyet smoking, funklede Hannah Hovmand i sin hvide kjole, der er designet af Soeren Le Schmidt.
Kjolen var udsmykket med strudsefjer og funklende sten i forskellige størrelser.

Nicolai Zobel og Hannah Hovmand blev forlovet i januar 2023, mens parret nød en romantisk ferie i Mexico.
Oprindeligt var det planen, at parret ville give hinanden deres livs ja i efteråret 2024, men brylluppet blev udskudt. Det skyldtes blandt andet, at Hannah Hovmand gerne ville være færdig med sin uddannelse som serviceøkonom inden den store dag.
I weekenden kom den store dag så langt om længe - og parret kunne altså ikke have haft smukkere vejr til deres kærlighedsfest.
Du kan se alle de fortryllende billeder fra parrets store bryllupsdag herunder: