Nyheder23. juni 2025 (opd. I går)

190 brandfolk kæmper med naturbrand på græsk ø

Landsbyer er evakueret under naturbrande på den græske ø Chios. Brandvæsen melder også om strømafbrydelser

Naturbrande på den græske ø Chios

Brandfolk forsøger mandag for anden dag at få styr på naturbrande på den græske ø Chios, hvor flere landsbyer er blevet evakueret.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Omkring 190 brandfolk er sat ind og får hjælp fra luften af fly og helikoptere.

Derudover vil Grækenland sende 171 yderligere brandfolk til øen for at hjælpe.

- Situationen er fortsat kritisk, mens brandvæsnet stadig håndterer de mange aktive fronter, hvoraf mange er tæt på landsbyer, siger regeringstalsmand Pavlos Marinakis.

Brandvæsnet forsøger at holde ilden væk fra både boliger og flere områder, som er kendt for produktion af mastiks. Det er harpiks fra mastiktræet, der blandt andet kan anvendes i kosmetikindustrien og til madlavning.

Vindstød er mandag med til at komplicere slukningsarbejdet. Både skove og græsarealer er brændt ned.

En person i det græske brandvæsen, der kræver at være anonym, siger til Reuters, at "dusinvis" af landsbybeboere har måttet forlade deres hjem, mens der også er strømafbrydelser.

Chios, som ligger i Det Ægæiske Hav tæt på den tyrkiske kyst, har omkring 50.000 indbyggere.

De græske myndigheder har på tværs af landet i år hyret et rekordstort antal brandfolk, omkring 18.000, i forventning om en svær brandsæson.

Det sker efter flere år, hvor landet har mærket både de miljømæssige og økonomiske konsekvenser af hyppige skovbrande, som klimaforandringer ifølge forskere har været med til at puste til.

Grækenland har brugt hundredvis af millioner af euro for at kompensere husholdninger og landbrug for skader forårsaget af det ekstreme vejr.

Også indkøb af nyt udstyr til bekæmpelse af brande har været en stor udgift i Grækenland.

/>

Sponsoreret indhold