Spansk veteran sender Rune ud af Wimbledon-opvarmning

Kvartfinalen blev endestationen for Holger Rune ved ATP 500-turneringen på Queen's Club i London, der fungerer som opvarmning til Wimbledon.
Fredag tabte den danske tennisspiller i tre sæt, 6-7, 7-6, 2-6, til den spanske veteran Roberto Bautista Agut.
Rune har ellers i de tre hidtidige møder med 37-årige Bautista Agut haft overhånden, senest i French Open i maj, men sådan var det ikke fredag aften.
Spanieren, der ligger nummer 51 på verdensranglisten, spillede fremragende og var særligt i egne servepartier suveræn. Samtidig havde Rune svært ved at finde rytmen på græsset på Queen's Club i det vestlige London.
Dermed bliver den ene semifinale i London et rent spansk møde mellem Bautista Agut og landsmanden Carlos Alcaraz.
I fredagens kvartfinale viste Bautista Agut allerede i de første partier gode takter.
Spanieren startede stærkt i egen serv, mens Rune kæmpede mere med at finde rytmen.
Danskeren lavede flere uprovokerede fejl og dobbeltfejl. Det var tydeligt, at han efter en lang periode på grus skulle vænne sig til det hurtigere græsunderlag.
Spanieren tilspillede sig derfor en række af breakbolde, men hver gang formåede Rune at afværge.
Danskeren levede livet farligt og skulle slide langt mere for sine point, men han fik dem, og derfor skulle der en tiebreak til at afgøre første sæt.
Her rystede Bautista Agut ikke på hånden i sin serv. Da Rune stadig ikke havde rytme i sit spil, blev sættet spansk på den tredje sætbold.
I andet sæt fortsatte Rune den hakkende stil, mens Bautista Agut stadig var urørlig i egen serv.
Den spanske veteran bankede som i første sæt flere gange på i Runes serv, men hver gang slap danskeren med skrækken, og derfor skulle der igen et tiebreak til at afgøre sættet.
Her lignede det en gentagelse af første sæts tiebreak, men bagud 2-4 kom Rune tilbage.
Danskeren vandt de efterfølgende fem bolde og sendte kampen ud i tredje sæt. Det var dog den eneste lille danske opblomstring i kampen.
Tredje sæt mindede på mange måder om de to første, den eneste forskel var, at Bautista Agut nu slog til på de muligheder, han tilspillede sig i Runes sæt.
Spanieren kom hurtigt foran 3-0, og derfra var det kun et spørgsmål om tid, før kampen var afgjort.
Foran 5-2 sendte Rune bolden ud over baglinjen på Bautista Aguts første matchbold.