
Micki Cheng skal stå på egne ben: - Jeg er simpelthen ved at skide i bukserne

LÆS OGSÅ: Kom med hjem til Micki Cheng
Kiloene er tabt, humøret er højt, og Micki Cheng er sundere end nogensinde.
Alligevel nærer frygten i baghovedet, for den 11. juli tager han sit sidste stik med vægttabsmidlet Wegovy og står dermed på egne ben i kampen mod overvægten.
- Jeg er simpelthen ved at skide i bukserne over det. For kommer jeg til at opleve en altomsluttende sult? Jeg er så bange for, at jeg kommer til at føle mig sulten hele tiden, og at det bliver altoverskyggende og nærmest paralyserende.
- Jeg håber bare, at de gode vaner med træning næsten hver dag og det, at jeg tæller mine kalorier, kan få mig igennem det, forklarer Micki Cheng.

Netop derfor har den tidligere ”Vild med dans”-deltager i samråd med sin læge været på en snart fire måneder lang Wegovy-nedtrapning for at undgå en kold tyrker.
Og sulten er da også så småt på vej tilbage, men den 11. juli er det altså helt slut med medicinsk hjælp, selv om lægen egentlig havde forklaret, at Wegovy er et præparat for livet, men den er Micki ikke med på, for han vil også have succes uden "suttekluden", som han kalder vidundermidlet.
- Det hjælper helt klart på det, at jeg har været ude at sige det højt. Nu fanger bordet.
- Det vil ikke være sjovt at skulle lægge et nyt billede op igen om et år – det kan jeg på ingen måde overskue. Og hvis det så går helt galt, så kunne jeg godt finde på at hoppe på medicinen igen, men jeg håber virkelig, det holder, lyder det håbefuldt.
