Kristian Jersing ude af vildmarken efter dramatisk fald: "Hvilket år har vi?"

LÆS OGSÅ: Ikke set på tv: Kristian Jersing fra "Alene i vildmarken" skjuler særligt budskab i kasketten
Kristian Jersing er godt i gang med dag 31 i "Alene i vildmarken", da han lige vil klatre op og løsne noget reb øverst på sit shelter. I samme ombæring vil han udsmykke den med et gevir, han har fundet. Samtidig har han et kamera i hånden.
Lige da det går op for ham, at han vist har glemt kærestens råd, "tænk dig om en ekstra gang", og indser, at han har gang i for mange ting, falder han.
- Det ser drabeligt ud, fortæller han til SE og HØR - og det kunne da også være endt helt galt.
For pludselig hænger han med støvlerne i vejret. De sidder fast i en løkke af rebet.
- Jeg hænger som et pendul, det er meget ubehageligt, og med rebet i munden samtidig, som med al min vægt har revet min ene tand ud - eller i hvert fald halvdelen af den. Så vælter jeg med hovedet over i et modsat træ og får nogle gode, dybe hakker i hovedet.
- Jeg slog mig gevaldigt og mistede luften.
Alligevel tænker Jersing, at den klarer han selv. Han kravler ind i sit shelter.
- Jeg tænker, den klarer jeg selv. Jeg kan mærke smerte i kæben, og min tand er gået i to dele, så den fjerner jeg selv - det har jeg gjort før, da jeg bed i en frossen skittle på en ekspedition.
- Jeg var egentlig afklaret med at klare det selv, men inde i shelteret væltede jeg en gang til, fordi det var så vanvittigt smertefuldt, så jeg besvimede, vågnede et nyt sted med hul i hovedet og kastede op. Så tænkte jeg, at jeg hellere måtte få noget voksenhjælp.
Kristian Jersing er et kort øjeblik bekymret for sig selv. Men han er på intet tidspunkt bange, for han føler sig i trygge og gode hænder hos produktionen.

Men ulykken bliver hans exit fra programmet.
Han gennemgår mange tests og skal blandt andet gå på line og svare på, hvilket årstal det er. Men fordi han både har blackoutet og kastet op, er der ikke meget at gøre.
- Lægen spørger, hvad der skal ske nu, og jeg siger, jeg ikke vil hjem. Men de vil gerne monitorere mig, de tager ingen chancer. Så er konkurrencen jo slut, hvis jeg skal ligge og få hjælp.
- Jeg er selvfølgelig megaked af det, men mest fordi jeg skulle gå fra stedet uden at pakke det ned. Bagefter tænker jeg "hvorfor er du ked af det, det er da røvligegyldigt". Nu er jeg mest frustreret over, at det skal ende sådan - en af de ting, jeg var mest bange for, var, at der skulle ske en ulykke. Jeg kunne have forhindret det ved at tage mig sammen.

Men Jersing er kommet over det. Han understreger, at Bente er den helt rigtige vinder.
- Det glæder mig, at hun vinder, det er jeg ret begejstret over. Jeg har rodet med det her i mange år, men at det er kromutteren fra Viborg uden vildmarkserfaring, det er ukueligt. Det viser, at vildmarken er hvermandseje, og at alle kan tage af sted. Bente er et levende bevis på, at det handler om at have den rigtige attitude.
- Enhver kan smide en snøre i vandet og en presenning over nogle pinde. Det er ikke det, det handler om, det er indstillingen: Bentes og min strategi var godt humør hele vejen. Går du ned i en spiral og finder dårlige undskyldninger for at tage hjem, så er løbet kørt. Det kan man tænke over i sit eget liv: Hold fanen højt.
Også Zenia Maltha forlod vildmarken efter et dramatisk fald. Læs om det her.
LÆS OGSÅ: Efter "Alene i vildmarken": Nu bor Kristian Jersing i sin have med treårig søn