Annonce
Krimi18. jun. 2025

Bølge af formodede kvindedrab rammer Danmark: Fire døde på to døgn

En 47-årig kvinde blev skudt i hovedet i Brønshøj mandag, og hendes eksmand blev anholdt. I løbet af tirsdagen blev yderligere tre kvinder fundet døde i Roskilde, Esbjerg og Nørresundby
Flere kvinder formodes at være blevet dræbt de seneste dage. En 47-årig kvinde blev blandt andet skudt flere gange i Brønshøj mandag. Hendes eksmand er sigtet for drabet.
Flere kvinder formodes at være blevet dræbt de seneste dage. En 47-årig kvinde blev blandt andet skudt flere gange i Brønshøj mandag. Hendes eksmand er sigtet for drabet.
 Foto: Steven Knap/Ritzau Scanpix
Annonce

De seneste dage er der sket flere drab på kvinder.

Fire kvinder har således mistet livet siden mandag - hvor de alle er døde under mistænkelige omstændigheder eller formodes at være blevet dræbt.

I samtlige af sagerne er der angiveligt en tæt relation mellem den afdøde og de personer, som er blevet sigtet for forbrydelserne.

Mandag klokken 13:12 fik Københavns Politi en anmeldelse om et skyderi i Brønshøj. Da betjentene kom frem, lå en 47-årig kvinde livløs på asfalten.

Kvinden var blevet ramt af flere skud - blandt andet i hovedet og blev erklæret død på stedet. Samme dag blev hendes 61-årige eksmand anholdt og sigtet for drabet. Han havde et polititilhold mod den 47-årige kvinde, som han flere gange havde overtrådt.

Annonce

Tirsdag var betjente fra Syd- og Sønderjyllands Politi kaldt ud til flere adresser i Esbjerg-området, efter en 71-årig kvinde var blevet fundet død på Kingosvej i Esbjerg.

En 84-årig mand og en 55-årig mand blev anholdt og sigtet for drabet. Ifølge lokalmediet JydskeVestkysten havde den 84-årige en romantisk relation til den dræbte kvinde.

Den 71-årige kvinde var afgået ved døden, efter hun var blevet udsat for "kværkning eller kvælning", skriver Ekstra Bladet, som var til stede ved grundlovsforhøret onsdag, hvor den 55-årige mand blev fremstillet.

Annonce

Han nægter sig skyldig i sigtelsen om drab. Den 84-årige mand er blevet løsladt, men er fortsat sigtet.

Ved 17-tiden tirsdag var den gal igen - denne gang i Nordjylland. Her rykkede adskillige politibiler, betjente i skudsikre veste og en ambulance ud til en adresse i Nørresundby tæt på Limfjordsbroen.

Der blev fundet to afdøde personer i lejligheden. Der er tale om en mand og en kvinde i 40'erne.

Annonce

Ifølge Nordjyllands Politi er manden og kvinden tidligere samlevere, og den foreløbige efterforskning tyder på, at manden dræbte kvinden og begik selvmord efterfølgende.

HAR DU DET SVÆRT?

Hvis du er i krise eller har tanker om selvmord, så sig det til nogen.

Ring til Livslinien på 70 201 201.

Livslinien har åbent året rundt fra 11-05.

Endnu en kvinde blev fundet død senere tirsdag aften. En 77-årig kvinde blev fundet livløs i sin lejlighed i det centrale Roskilde.

På adressen var også kvindens 45-årige søn, og han blev anholdt på stedet. Han er nu sigtet.

Ifølge tal fra Justitsministeriet fra 2024 var hvert femte drab et partnerdrab.

Annonce

Sponsoreret indhold