Nyheder13 timer siden (opd. 12 timer siden)

Vulkanudbrud holder fly på jorden på ferieøen Bali

Et vulkanudbrud tirsdag på den nærliggende ø Flores påvirker onsdag flytrafikken på den populære ferieø Bali
Mount Lewotobi Laki-Laki på den indonesiske ø Flores gik tirsdag i udbrud. Onsdag er flytrafikken på den populære ferieø Bali påvirket af vulkanudbruddet.
Mount Lewotobi Laki-Laki på den indonesiske ø Flores gik tirsdag i udbrud. Onsdag er flytrafikken på den populære ferieø Bali påvirket af vulkanudbruddet.
 Foto: Uncredited/Ritzau Scanpix

Flere flyafgange fra den indonesiske ferieø Bali er onsdag blevet aflyst på grund af et vulkanudbrud.

Det skriver nyhedsbureauerne Reuters og AFP.

Vulkanen Mount Lewotobi Laki-Laki på den nærliggende ø Flores gik tirsdag i udbrud og skød aske ti kilometer op i himlen. Onsdag morgen spyede den igen en askesky - denne gang én kilometer - op i luften.

Nedfald af vulkansk aske skaber onsdag udfordringer for de flyselskaber, der benytter øens internationale lufthavn.

Blandt de flyselskaber, der har aflyst eller udskudt flere af onsdagens planlagte afgange, er Jetstar, Virgin Australia, Air India, Air New Zealand, Tigerair og Juneyao Airlines, skriver lufthavnen.

Det australske flyselskab Jetstar bekræfter, at flere fly til og fra Bali er aflyst, mens andre afgange er udskudt til onsdag aften.

- Vejrudsigten viser, at asken forventes at lette senere i aften. Derfor vil eftermiddagens afgange blive udskudt til ud på aftenen, lyder det fra Jetstar i en udtalelse.

Bali er i øjeblikket et yndet turistmål for australiere, der søger væk fra vinteren.

Vulkanudbruddet påvirker især øen Flores, hvor flere byer oplever askeregn. Mindst en by blev evakueret tirsdag, skriver AFP.

De lokale myndigheder opfordrer beboere og turister til at holde sig på mindst syv kilometers afstand af vulkanen. Der advares også om mulige mudderstrømme indeholdende vulkansk materiale i tilfælde af regn.

I november sidste år gik vulkanen i udbrud flere gange. Dengang mistede ni personer livet. Der er foreløbig ikke meldt om døde eller personskader i forbindelse med det seneste vulkanudbrud.

Sponsoreret indhold