Krimi8 timer siden

47-årig kvinde skuddræbt af eksmanden: - Han var meget vred på hende

Den sigtede 61-årige eksmand havde en konflikt med ekskonen og var meget vred på hende ifølge en beboer på det herberg, hvor han boede. Dagen efter skød han hende i hovedet med pistol
Den sigtede meldte sig selv til politiet, efter han ifølge politiet skød og dræbte sin ekskone i Brønshøj mandag eftermiddag. Han nægter sig skyldig.
Den sigtede meldte sig selv til politiet, efter han ifølge politiet skød og dræbte sin ekskone i Brønshøj mandag eftermiddag. Han nægter sig skyldig.
 Foto: Steven Knap/Ritzau Scanpix

Den sigtede mand for det brutale drab på en 47-årig kvinde i Brønshøj mandag eftermiddag, har tidligere dannet par med den dræbte.

Det kom frem under grundlovsforhøret ved Retten på Frederiksberg, hvor den 61-årige eksmand blev fremstillet tirsdag formiddag.

Den 61-årige sigtede eksmand havde ifølge en beboer på det herberg, hvor han boede, i flere dage spurgt efter en pistol inden drabet.

Ifølge vidnet havde han en konflikt med den 47-årige ekskone og var "meget vred" på hende. Det kom frem, da senioranklager Katrine Hansen gennemgik de nuværende beviser mod manden.

Beboeren afviste at hjælpe eksmanden med at skaffe pistolen, da han ikke havde lyst til at hjælpe ham med at skyde kvinden.

- Han var helt oppe i det røde felt, skulle vidnet på herberget have forklaret til politiet.

I sidste ende lykkedes det for den sigtede at få fat i pistolen, da han angiveligt hentede skydevåbnet på Christiania.

Han er sigtet for at have affyret flere skud mod den 47-årige ekskone på åben gade i Brønshøj mandag eftermiddag. Flere af skuddene ramte hende i hovedet. Kvinden døde på stedet, da hendes skader var "uforenlige med liv".

Den sigtede er en midaldrende mand med gråt, kort hår. Han var iført en rød Nike trøje og jeans. Han virkede rolig, men også afkoblet og fjern under retsmødet. Kun enkelte gange reagerede han og tog sig til hovedet, mens anklageren gennemgik, hvad der skete mandag.

Den sigtede var kendt i forvejen af Københavns Politi, da han havde et tilhold mod ekskonen, som han flere gange har overtrådt.

Angiveligt ringede han 50 gange til ekskonen dagen inden, han blev anholdt for drabet på hende.

Her kom det også frem, at kvinden var bange for den sigtede, og at hun ikke gik rundt i området uden andre familiemedlemmer på grund af den 61-årige, som hun havde et polititilhold mod.

Manden nægter sig skyldig i drab.

Hans forsvarsadvokat Finn Bachmann forklarede på sin klients vegne, at den 61-årige ikke mener at have skudt sin ekskone, men har skudt en "dæmon".

Den 61-årige er kendt i psykiatrien og lider af vrangforestillinger. Han har flere gange været indlagt på lukkede psykiatriske afdelinger.

HAR DU DET SVÆRT?

Hvis du er i krise eller har tanker om selvmord, så sig det til nogen.

Ring til Livslinien på 70 201 201.

Livslinien har åbent året rundt fra 11-05.

Ifølge mandens forklaring til politiet, som også kom frem under grundlovsforhøret havde han lejet en varebil og kørte til Brønshøj for at tale med kvinden.

- Han ville tale med hende og bede hende om at komme tilbage til ham, og hvis ikke hun ville det, så ville han skyde sig selv foran hende, læste anklageren højt fra den 61-åriges forklaring til politiet.

Da han fik øje på ekskonen, gik han efter hende ind i en park, hvor han trak pistolen og skød hende flere gange. Ifølge sigtede blev han bange, fordi ekskonen "fik horn og lignede en dæmon".

Den 61-årige blev varetægtsfængslet i fire uger ved grundlovsforhøret.

Det skal yderligere undersøges, om manden skal placeres på en lukket psykiatrisk afdeling, mens han sidder fængslet og afventer en endelig dom.

Sponsoreret indhold