Krimi11 timer siden (opd. 1 time siden)

Politi efterforsker mistænkeligt dødsfald

Politiet er massivt til stede på Kingosvej i Esbjerg, hvor de tirsdag efterforsker et mistænkeligt dødsfald
Der er ikke fare for andre i området, oplyser politiet på X.
Der er ikke fare for andre i området, oplyser politiet på X.
 Foto: Presse-fotos.dk

To mænd er anholdt og sigtet for drab i forbindelse med et fund af en afdød 71-årig kvinde i Esbjerg.

Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi.

Der er tale om to mænd på henholdsvis 55 og 84 år, som begge er fra lokalområdet. Begge kendte den afdøde kvinde, lyder det.

Anklagemyndigheden vil onsdag formiddag tage stilling til, hvorvidt de to mænd skal fremstilles i grundlovsforhør.

Tidligere tirsdag oplyste politikredsen, at det efterforskede et mistænkeligt dødsfald på Kingosvej i Esbjerg.

Det er i forbindelse med det dødsfald, at de to mænd er sigtet for drab.

Kvindens pårørende er underrettet.

- Efterforskningen fortsætter, og der ligger et stort arbejde foran os for at afklare de nærmere omstændigheder, lyder det på X fra politiet.

I forbindelse med efterforskningen har politiet været til stede på tre adresser i flere timer.

Det drejer sig om adressen på Kingosvej, hvor kvinden blev fundet død, samt en golfbane i Varde og en adresse i Vejers.

Der er ingen fare for andre, oplyser politikredsen.

Den 84-årige blev anholdt i Varde, mens den 55-årige blev anholdt i Vejers, oplyser politiet.

Politiet har i løbet af eftermiddagen søgt med hundepatruljer flere steder i området, talt med folk i lokalområdet, indhentet videoovervågning og foretaget tekniske undersøgelser.

Varde Golfklub ligger omkring 17 kilometer nord for Kingosvej i Esbjerg, hvor kvinden blev fundet død.

Omkring 27 kilometer nordvest for Kingosvej i Esbjerg ligger byen Vejers ud til Vesterhavet.

Syd- og Sønderjyllands Politi oplyser, at det vil være til stede med en mobil politistation på Kingosvej onsdag mellem klokken 10 og 12 og igen mellem klokken 15 og 17.

Her er alle borgere velkomne til at komme forbi for at tale med politiet om hændelsen.

Sponsoreret indhold