Sport14 timer siden (opd. 14 timer siden)

Fodboldhold har dårlig mave: Italienske Salernitana vil flytte skæbnekamp

Oliver Christensens Salernitana er ramt af madforgiftning før returkamp om at undgå nedrykning til Serie C
Oliver Christensen træner med U21 landsholdet før afrejse til EM-slutrunde, på Gladsaxe Stadion mandag den 22. marts 2021.. (Foto: Thomas Sjørup/Ritzau Scanpix)
Oliver Christensen og hans italienske mandskab står overfor noget af en skæbnekamp fredag. Nu er store dele af holdet dog ramp af dårlig mave.
 Foto: Thomas Sjørup/Ritzau Scanpix

LÆS OGSÅ: Emil Nielsen ramt af angst og nervøsitet: Troede, han havde fået en blodprop

Fodboldspillerne i den italienske klub Salernitana har en alt andet end optimal opladning til holdets forestående skæbnekamp mod Sampdoria på fredag.

Den samlede taber ender med at rykke ned fra Serie B til Serie C, men det er ikke sikkert, at returopgøret løber af stablen som planlagt.

Store dele af Salernitanas spillertrup og trænerstab er nemlig blevet ramt af madforgiftning, og flere er indlagt på hospitalet, efter at holdet søndag tabte det første opgør mod Sampdoria 0-2 på udebane.

Det var under flyveturen på vej hjem fra det opgør, at køen til toilettet pludselig blev lang. Mindst 16 personer blev ramt af madforgiftning på det privatchartrede fly, og ambulancer stod klar på landingsbanen, da flyet ramte jorden. Siden er antallet af ramte steget til mindst 21 personer.

Mandag måtte klubben aflyse sin træning, og udsigterne til at træne tirsdag eller onsdag synes ikke gode.

Som følge af de kraftigt forringede forberedelser har Salernitana anmodet om at få udskudt fredagens kamp. Det oplyste klubben mandag ifølge Reuters. Italiens pendant til Divisionsforeningen har ikke taget stilling til den forespørgsel endnu.

Ydermere har Salernitana forlangt en grundig undersøgelse af omstændighederne bag madforgiftningen.

Ifølge AFP besøgte politiet mandag det hotel i Genova, hvor holdet boede og spiste i forbindelse med udekampen mod Sampdoria.

Salernitana har lejet den danske landsholdsreserve Oliver Christensen, og fynboen er holdets førstemålmand. Det vides ikke, om han er blandt de ramte af madforgiftning.

Salernitana kommer fra byen Salerno, der ligger syd for Napoli. I sidste sæson rykkede holdet ud af Serie A og er alvorligt i farezonen for endnu en degradering.

Modstanderen Sampdoria, der vandt Serie A i 1991, var egentlig rykket ned i Serie C, men fik en ekstra playoffchance, da Brescia fik fratrukket fire point og rykkede ned i stedet.

Sponsoreret indhold