Nyheder19 timer siden

Vennerne kaldte det 'underligt': 15-årige Samuel har anderledes fritidsjob

Flere unge får job på plejehjemmene, og det er berigende for både beboerne og de unge, siger en plejehjemsleder

Mens 15-årige Samuel Netopil flytter en brik på Ludo-brættet, fortæller den 85-årige plejehjemsbeboer Johannes Ellingsgaard om, hvordan han som ung begyndte at arbejde som fisker.

Vi er på Spentrup Ældrecenter nord for Randers, hvor Samuel Netopil ligesom otte andre unge har et fritidsjob.

- Jeg har prøvet andet ungarbejde, men det var kedeligt. Jeg stod bare for mig selv. Her laver jeg noget, hvor jeg møder mennesker, som jeg ellers aldrig ville have mødt, siger Samuel Netopil til TV2 Østjylland.

Han er en del af en tendens, hvor flere 14-17-årige får job som såkaldte "inspirationsansatte unge".

Tal fra Kommunernes og Regionernes Løndatakontor viser, at der i november 2021 blot var 54 inspirationsansatte under 18 år på landsplan, mens der nu er 1418 på tværs af sundhedssektoren - herunder plejehjemmene.

De unge inspirationsansatte må ikke udføre plejeopgaver, men skal forsøge at give beboerne mere glæde i hverdagen.

Arbejdsopgaverne kan for eksempel bestå af kortspil, gåture, at se film og tale med beboerne om gamle dage.

- Jeg synes, det er hyggeligt at møde nye mennesker. De ældre er altid i godt humør og glade, når vi er sammen med dem, siger Samuel Netopil.

Ordningen startede i Horsens Kommune i 2018, men er siden blevet udbredt til det meste af landet. Ifølge FOA er målet med inspirationsansættelserne, udover at skabe værdi for borgerne, at vække de unges interesse for faget, så flere søger ind på social- og sundhedsuddannelserne.

På Spentrup Ældrecenter er ordningen også blevet udvidet med tiden. I starten havde de blot én ungarbejder i weekenderne, men det var en så stor succes, at der i dag er en ung til stede hver eneste dag. I alt er ni unge nu tilknyttet plejehjemmet.

- De bidrager med noget, som kommunen ikke altid har ressourcer til – nemlig samvær og nærvær. Den relation, de skaber til beboerne, er virkelig berigende. Begge veje, siger centerleder Merethe Lilie Jakobsen.

16-årige Lærke Damgaard er en af de andre unge, som også har et fritidsjob på plejehjemmet. Et job, hun er glad for.

- Jeg ser nok verden lidt anderledes end dem, fordi jeg har et ungt blik på tingene. Jeg oplever, at vi begge får noget ud af det, siger Lærke Damgaard.

Jobbet adskiller sig fra de klassiske ungarbejderjobs i brugs og butik. Derfor mødte Samuel Netopil også en smule skepsis fra vennerne i starten.

- Der er nogle, der siger, det er lidt et underligt arbejde, men efter de har set, at det er hyggeligt, har mange spurgt, om de ikke også kunne få et job, siger Samuel Netopil.

Sponsoreret indhold