Nyheder18 timer siden (opd. 18 timer siden)

Emmanuel Macron støtter Grønland og Danmark: - Grønland er ikke til salg

Grønland er ikke til salg, understreger Frankrigs præsident og fortæller, at Frankrig åbner konsulat i Nuuk
På et pressemøde søndag aften i Nuuk slår den franske præsident, Emmanuel Macron, fast, at de står helt bag Danmark og det grønlandske folk.
På et pressemøde søndag aften i Nuuk slår den franske præsident, Emmanuel Macron, fast, at de står helt bag Danmark og det grønlandske folk.
 Foto: Ludovic Marin/AFP/Ritzau Scanpix

Det er en udfordrende tid for Grønland, men Frankrig og resten af EU står sammen med grønlænderne.

Det siger Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, på et pressemøde i Nuuk søndag aften, hvor han er flankeret af den grønlandske regeringsleder, Jens-Frederik Nielsen, og statsminister Mette Frederiksen (S).

- Grønland er placeret midt i det geopolitiske spil, og hele dette område er truet. Den strategiske position og naturressourcerne gør, at det er et sted, der er blevet mål for rovdrift.

- Så først og fremmest vil jeg gerne sende et budskab om solidaritet fra EU og Frankrig i retning af Danmark og det grønlandske folk, siger Macon.

Her fortæller han også, at Frankrig har besluttet at åbne et generalkonsulat i Nuuk. Hidtil har Frankrig ikke haft et repræsentationskontor i Grønland.

- Frankrig har besluttet at åbne et generalkonsulat her i Nuuk for at være tættere på jer, siger Macron.

Inden Macron fik ordet, takkede Jens-Frederik Nielsen Frankrigs præsident for hans besøg i Grønland og for hans opbakning til Grønland.

- Vi ved, at du personligt har været en aktiv støtte for Grønland og kongeriget i disse udfordrende tider, og fra regeringen i Grønland og det grønlandske folk vil jeg gerne udtrykke vores taknemmelighed, sagde Jens-Frederik Nielsen.

Statsminister Mette Frederiksen (S) takker Macron for hans besøg i Grønland og for, at Frankrig har taget en ledende rolle på sig i en tid med stor global usikkerhed. Hun ser hans besøg som et bevis på sammenholdet i Europa.

- På vegne af Danmark: Tak for dit lederskab og for at stå i spidsen for principper, som vi sammen har kæmpet for at opnå, og som vi nu kæmper for at beskytte, siger Mette Frederiksen.

Da Macron har ordet, udtrykker han respekt for grønlændernes "suverænitet og valg, sikkerhedsmæssigt og økonomisk". Han vil gerne viderebringe en besked om Frankrigs støtte, siger han.

- En besked om støtte til jeres territoriale integritet, til jeres grænser. Kort sagt, alle i Frankrig og i EU tænker, at Grønland ikke er til salg, ikke kan blive taget, siger Macron.

Grønland kom højt på den internationale dagsorden, efter at USA's præsident, Donald Trump, kort efter sin indsættelse i januar udtrykte ønske om at overtage kontrollen med Grønland.

Det er et ønske han har gentaget flere gange.

Macron fortæller, at han har informeret Trump om sit besøg i Grønland.

Under besøget har den franske præsident været ude at flyve i helikopter sammen med Mette Frederiksen og Jens-Frederik Nielsen.

Derudover har de besøgt en gletsjer og været ude at sejle med fregatten Niels Juel. På fregatten skulle de ifølge planen diskutere sikkerhed i Arktis, økonomisk udvikling og klimaforandringer.

Mette Frederiksen bekræfter på pressemødet, at dagen blandt andet har handlet om at diskutere sikkerhed i området omkring Grønland.

Efter besøget i Nuuk rejser Macron videre til Canada, hvor det årlige G7-møde finder sted fra søndag til tirsdag.

Sponsoreret indhold