Jonas Risvig lægger sig fladt ned efter kritik: - Det er fuldt berettiget

LÆS OGSÅ: - De insinuerer, at jeg er pædofil
- Der insinueres pludselig, at jeg både er klam, at jeg har skjulte bagtanker, og at jeg er pædofil.
Sådan lød ordene fra den danske instruktør Jonas Risvig i sidste uge til SE og HØR, da han endelig stod frem og talte om de hårde beskyldninger, der har ramt ham på sociale medier de sidste mange måneder.
Helt bevidst har Jonas Risvig løbende været påpasselig med at kommentere på shitstormen, men nu har han taget plads i Salon-teltet på Heartland Festival, hvor SE og HØR er til stede.
Her spørger konferencieren Sebastian Lynggard ind til kritikken, der har ramt Jonas Risvig den seneste tid, hvor han er blevet beskyldt for at caste unuanceret og udelukkende smukke mennesker til hans film.
- Det er fuldt berettiget. Jeg kan godt se, at jeg kommer af en gammeldags måde at tænke film og tv på, fortæller han og fortsætter:
- Mine egne referencer er på mange måder gammeldags og udateret. Jeg har slet ikke været obs nok. Jeg har været for ufokuseret.
Du er også blevet kritiseret for at arbejde for tæt på skuespillerne, spørger Sebastian Lynggard.
- Lige den del genkender jeg heller ikke, svarer Jonas Risvig, der erkender, at han også har været for dårlig til at repræsentere unge mænd og deres følelsesliv.
Særligt den anonyme Instagram-profil 'Krænkelseskulturellememes' har i længere tid hældt benzin på bålet ved at dedikere bunkevis af stories og adskillige opslag til at dele hadefulde beskeder, kommentarer og videoer om instruktørens arbejde og persona i knap et år.
Det fik i sidste uge instruktøren til at tage bladet fra munden.
På scenen og foran en kæmpe mængde mennesker afslører Sebastian Lynggard da også, at Jonas Risvig kort forinden fortalte ham, at "Alt i min krop siger, jeg skal blive væk fra scenen."
Alligevel satte han sig i sofaen ved siden af Nina Rask, der spiller hovedrollen i queerfilmen "Sauna", og foran en stor gruppe af kulturinteresserede festivalgæster
- Jeg synes man skal stå på mål for, hvad folk har af feedback og holdninger, lyder det fra Jonas Risvig, der ønsker at nuancere sit arbejde endnu mere.