NyhederI går

Sort boks fundet efter dødsulykke med Air India-fly: Kan den forklare katastrofen?

Den bageste sorte boks er fundet og skal nu analyseres af myndighederne

Her skete tragedien

En ud af to sorte bokse er fundet, efter at et passagerfly med 242 personer om bord torsdag styrtede ned i Indien.

Det skriver den indiske avis Hindustan Times tidligt fredag morgen.

Kun én af de ombordværende på flyet, der styrtede ned i den vestindiske by Ahmedabad, overlevede, har flyselskabet Air India oplyst.

Den sorte boks, der er blevet fundet, stammer fra den bageste del af flyet, skriver Hindustan Times.

Optagelserne fra den skal nu analyseres.

Den anden sorte boks - fra den forreste del af flyet - mangler fortsat.

En sort boks optager løbende lyd fra cockpittet, herunder samtaler mellem piloterne og radiolyd. Den registrerer også tekniske data.

Fundet er vigtigt, fordi den sorte boks kan give oplysninger om, hvad der forårsagede styrtet.

Der er uvished om det samlede dødstal i ulykken, da flyet styrtede ned i et beboelsesområde uden for lufthavnen i byen. Flyet havde kurs mod London.

Det blev torsdag meddelt, at der kan være dræbte både i flyet og på landjorden, og det samlede dødstal kan dermed stige.

Torsdag lød det fra indisk politi, at 294 mennesker havde mistet livet. Men flere ofre var ved en fejl blevet talt flere gange, oplyste Vidhi Chaudhary fra politiet siden.

Flyet, der styrtede ned, havde nummer AI171 og var på vej fra Ahmedabad til Gatwick uden for London.

Der er tale om et fly af typen Boeing 787-8 Dreamliner.

Det skulle være landet klokken 18.25 torsdag lokal tid i London.

Men kort efter afgang styrtede det ned og ramte en bygning.

Blandt de 242 ombordværende var 230 passagerer og 12 besætningsmedlemmer. Heriblandt var 169 indere, 53 briter, syv portugisere og en canadier, skrev Air India på det sociale medie X.

Nationaliteten på de resterende 12 ombordværende fremgik ikke af opslaget.

Flightradar24, der overvåger al civil luftfart, skrev torsdag på X, at signalet til Air India-flyet forsvandt klokken 13.38 lokal tid - klokken 10.08 dansk tid. Det var, ét minut efter at flyet lettede.

Sponsoreret indhold