Krimi10. juni 2025 (opd. 10. juni 2025)

Stukket ned af elev: 31-årig lærer død i Frankrig

Den pågældende elev er nu blevet tilbageholdt af det franske politi efter knivstikkeriet

En 31-årig hjælpelærer er død i Frankrig, efter at vedkommende er blevet stukket ned af en elev tirsdag.

Det oplyser en kilde tæt på sagen til nyhedsbureauet AFP, ligesom Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, har skrevet om sagen på det sociale medie X.

- Imens hun passede på vores børn i Nogent, mistede en hjælpelærer sit liv, et offer for en meningsløs forbrydelse, lyder det.

Ifølge AFP er der tale om en kvinde, som først blev meldt i kritisk tilstand og siden døde af sine skader.

Eleven blev tilbageholdt efter knivstikkeriet, som fandt sted uden for en skole i Nogent i det østlige Frankrig.

AFP skriver, at den formodede gerningsperson er 15 år, og vedkommende ser ud til at være elev på den pågældende skole. Eleven har en ren straffeattest.

Den franske undervisningsminister Élisabeth Borne skriver i et opslag på det sociale medie X, at hun vil tage til Nogent for at støtte op om skolen og politiet.

I de seneste år har der været adskillige angreb mod lærere og andre elever i Frankrig.

I marts begyndte fransk politi i stikprøver at gennemsøge tasker i og omkring skoler for knive og andre våben.

Ifølge AFP skete tirsdagens knivstikkeri i forbindelse med, at tasker blev gennemsøgt uden for den pågældende skole.

I forbindelse med et andet dødeligt knivangreb i slutningen af april oplyste det franske undervisningsministerium, at der i 958 tjek af tasker indtil videre var konfiskeret 94 knive.

Den franske højrefløjspolitiker Marine Le Pen kritiserer i et opslag på X, at der er sket en normalisering af "ekstrem vold". Hun mener, at det opildnes af myndigheders apati.

Macron skriver i sit opslag på X, at nationen er i sorg, og opfordrer til, at alle skal stå sammen med den 31-årige kvindes familie, kære og kolleger.

Sponsoreret indhold