Nyheder11 timer siden (opd. 11 timer siden)

Søndag drukner i regn: Advarer om oversvømmelser og trafikkaos

Dele af landet risikerer at drukne i regnmasser – DMI advarer om op til 50 millimeter nedbør og varsler fare for oversvømmelser og trafikale problemer
Er du klar til det her?
Er du klar til det her?
 Foto: Anthon Unger/Ritzau Scanpix

Regntøjet bliver din bedste ven søndag, hvor store dele af Danmark - især Sjælland og Fyn - kan se frem til en vaskeægte våd omgang.

DMI har lørdag udsendt en advarsel om voldsomt regnvejr, der kan føre til oversvømmelser, dårlige køreforhold og potentielt farlige situationer i trafikken.

Varslet, der gælder fra klokken 07.00 til 21.00 søndag, rammer særligt Østdanmark hårdt.

Ifølge DMI kan der lokalt falde mellem 30 og 50 millimeter regn i løbet af dagen - en mængde, der kan få kloakker til at bukke under og vejbaner til at forvandle sig til vandløb.

Særligt København kan blive hårdt ramt, hvis regnen står på i flere timer. Lavtliggende områder er i farezonen for at blive oversvømmet, og DMI opfordrer folk til at tage deres forholdsregler.

Hele Sjælland er dog placeret midt i risikozonen, og også enkelte dele af Fyn må forvente, at himlen åbner sig.

Hold godt fast

Bygerne kan ifølge DMI være ledsaget af torden. Og har man paraplyen med ud, skal man holde godt fast. For søndagen kan også blive blæsende.

Der kan ventes let til hård vind fra vest og nordvest, ved kysterne stedvis kuling, lyder det.

Blæsten får det til at føles temmelig køligt, lyder det. Pinsedag vil føles mere som efterår end som sommer, skriver DMI.

Sponsoreret indhold