KendteI går (opd. I går)

Derfor bliver bogen svær at få fat i: Tror ikke på Henrik Sass Larsen

Selvom den omstridte eksministers bog "Tilbageslag" kan købes hos både Saxo.com og Bog & Idé, bliver der ikke sat bøger ud i butikkerne eller købt et større lager hjem
Modtagelsen af Henrik Sass Larsens kommende bog er noget kølig hos flere af landets største boghandlere.
Modtagelsen af Henrik Sass Larsens kommende bog er noget kølig hos flere af landets største boghandlere.
 Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Danmarks største boghandlerkæde Bog & Idé kommer til at sælge den tidligere minister Henrik Sass Larsens kommende bog, men forventer ikke at have bogen på hylderne i de fysiske butikker.

Det siger kædens direktør Marianne Lyngby Pedersen.

Den tidligere topsocialdemokrat Henrik Sass Larsen er tiltalt for besiddelse af overgrebsmateriale med børn og besiddelse af en barnedukke konstrueret med et seksuelt formål for øje.

Han nægter sig skyldig.

Tirsdag udgiver han en bog med titlen "Tilbageslag", der ifølge ham selv vil fortælle hans version af sagen mod ham.

Direktøren for Bog & Idé forklarer, at bogen netop er blevet meldt i Bogportalen, som er en platform, hvor boghandlere og forlag samhandler.

Her fremgår det ifølge Marianne Lyngby Pedersen, at bogen kommer til distribution mellem 7 og 15 dage, efter at den udgives tirsdag

Det vil sige, at bogen formentlig ikke bliver tilgængelig i boghandlerne, før i hvert fald en uge efter udgivelsen, siger hun.

- Så må vi jo se, hvor meget efterspørgsel der er til den tid. Udgangspunktet er, at jeg ikke tror, at der er så stor efterspørgsel, at det er en bog, der skal ind og have plads på vores hylder.

Også hos Danmarks største online boghandel, Saxo.com, vil bogen være til salg.

Det har Jeppe Trier, der er direktør hos Saxo.com, oplyst til Ritzau. Han fortæller, at den online boghandel ikke kommer til at købe bogen ind til lager.

På boghandlen William Dams hjemmeside fremgår det også, at man allerede nu kan forudbestille bogen.

Hos Bog & Idé har man haft drøftelser om, hvorvidt boghandlerkæden skal sælge bogen.

- Vi har det sådan, at det ikke er vores opgave at være hverken smagsdommere eller udøve censur, siger Marianne Lyngby Pedersen.

Bogen har en vejledende salgspris på 299,95 kroner og er på 286 sider.

I marts kom det frem, at Henrik Sass Larsen er tiltalt for at have været i besiddelse af seksuelt materiale med børn. Der er tale om 6242 billeder og 2231 videoer.

Han er også tiltalt for at have besiddet en børnedukke konstrueret med et seksuelt formål. I anklageskriftet lyder det, at den var opskåret i skridtet og tilknyttet en elektronisk betjening.

I et interview med B.T., der blev udgivet i denne uge, har han fortalt, at han i 2018 modtog et link i en mail. Da han trykkede på linket, kunne han se et videoklip med et seksuelt overgreb mod ham selv, da han var tre år gammel i 1969.

Det fik ham til at begynde at downloade overgrebsmateriale med børn for at lede efter sig selv, har han fortalt til mediet.

Om den dukke, som den tidligere politiker er tiltalt for at have været i besiddelse af, har han til B.T. forklaret, at det var en dukke, han modtog som en bonusgave efter en handel på en kinesisk handelsplatform.

En dag tog han den ud af pakken og trykkede på en elektronisk anordning, og derefter gik dukken i gang med at tale, fortæller han.

Ifølge ham rev han den elektroniske anordning ud, og i det samme røg dukkens udklædning af. Ligeledes fjernede han en platform, som dukken stod på, der endte med at give en revne i dukken.

Sagen mod Henrik Sass Larsen behandles ved Københavns Byret behandles 21. august.

Sponsoreret indhold