Krimi6. juni 2025 (opd. 6. juni 2025)

Mand tiltalt: Hyrede unge svenske lejemordere til at begå fem drab i Danmark

Københavns Politi har rejst tiltale mod 22-årig mand, der skal have deltaget i planlægning af fem drab
Det seneste år er politiet rykket ud til adskillige skudattentater, hvor unge svenskere har stået bag. Nu er en mand tiltalt for i fem tilfælde at have hyret de unge lejemordere.
Det seneste år er politiet rykket ud til adskillige skudattentater, hvor unge svenskere har stået bag. Nu er en mand tiltalt for i fem tilfælde at have hyret de unge lejemordere.
 Foto: Presse-fotos

En mand er blevet tiltalt for i fem tilfælde at have rekrutteret især svenske teenagere, der mod betaling skulle begå drab i Danmark. Det oplyser Københavns Politi fredag.

Nogle af de unge, der sidste forår og sommer rejste med fly eller tog til Danmark, var blot 15 og 16 år.

Den anklagede arrangør er 22 år og har været varetægtsfængslet i flere måneder. Nu har anklagemyndigheden altså besluttet at rejse en sag mod ham ved retten.

I alle fem tilfælde beskyldes han for at have skaffet især unge til de farlige opgaver. De blev lovet store pengebeløb.

Den 22-årige nægter sig skyldig, men anklagemyndigheden mener at kunne bevise, at han var arrangør i forhold til planlægning af drab i Lind ved Herning, ved rockerklubben Comanches' klubhus i Brøndby samt på Amager.

Fænomenet med primært unge svenskere, der hyres til at begå alvorlige forbrydelser, kaldes af myndighederne for "crime as a service" - altså kriminalitet på bestilling.

Siden april sidste år har politiet registreret flere end 20 af den slags tilfælde i alt, er det tidligere kommet frem.

I flere sager er der allerede afsagt domme i byretten over de tilrejsende, understreger anklager Alexander Scheel fra Københavns Politi i en pressemeddelelse.

Nu er turen altså kommet til en mistænkt, der fra kulissen skal have haft rollen som arrangør af forbrydelserne.

- Den 22-årige har efter politiets og anklagemyndighedens opfattelse siddet et led højere oppe i systemet og har arrangeret de her kriminelle handlinger på bestilling, udtaler Alexander Scheel.

Forbrydelserne indgik i en konflikt mellem flere bandegrupperinger, hævder anklagemyndigheden.

Derfor er der også rejst tiltale efter en særlig bandeparagraf i straffeloven. Den kan udløse en højere straf.

Under dæknavn på den krypterede kommunikationstjeneste Signal skal han have fået kontakt med de unge. Herefter fik de løbende beskeder om, hvordan de fik udleveret skydevåben, og hvor de skulle bo.

Den ene sag handler om, at to svenske piger med pistol tidligt om morgenen 10. juni sidste år dukkede op på en adresse i Lind ved Herning. Det påtænkte offer var dog ikke hjemme.

Tre andre sager drejer sig om tre svenske drenge på 15 og 16 år, der på forskellige datoer i april sidste år blev anholdt nær Københavns Hovedbanegård, i Københavns Lufthavn og i Nordvestkvarteret i København.

Endelig beskyldes den 22-årige for at have haft en afgørende rolle, da to mænd i juli blev anholdt på et hotel på Amager. De to - en svensk mand på 31 år og en polsk mand på 19 år - skulle skyde en eller flere fra bandemiljøet ved en kiosk, hævder anklagemyndigheden.

Sponsoreret indhold