KrimiI går (opd. I går)

Jimmi Lillelund skudt, dræbt og brændt: Storesøster tiltalt for drabet - med søn og samlever

Storesøsteren tyede flere gange til de sociale medier, da hun efterlyste sin højt savnede bror Jimmi Lillelund. Nu kan det afsløres, at hun er tiltalt for drabet - med sin søn og samlever
42-årige Jimmi Lillelund var meldt savnet i fire år - politiet endte med at finde ligresterne af ham på den gård, hvor han boede med sin storesøster.
42-årige Jimmi Lillelund var meldt savnet i fire år - politiet endte med at finde ligresterne af ham på den gård, hvor han boede med sin storesøster.
 Foto: Politi

Jimmi Steffen Lillelund var forsvundet i fire år, inden sporene af hans jordiske rester blev fundet på en gård i Gundsømagle i sommeren sidste år.

Tre personer er tiltalt i sagen, og det er nu muligt at afsløre, at der tale om Lillelunds egen storesøster, hendes søn, og hendes daværende samlever.

De tre har frem til fredag været omfattet af et navneforbud, men det har Retten i Roskilde trods protester fra de tre tiltaltes forsvarsadvokater valgt at ophæve.

Storesøsteren, som fylder 49 år i weekenden, den 28-årige nevø og den 61-årige svoger nægter sig alle skyldige i anklagen om manddrab.

Nevøen erkender dog, at han har deltaget i bortskaffelsen af liget.

SE og HØRs research viser, at søsteren i perioder har været særdeles aktiv med at efterlyse Jimmi Lillelund.

I flere opslag på de sociale medier opfordrer hun broren til at ringe og give lyd, så de "kan få vished." Skal man tro politiet, så har søsteren altså spillet skuespil siden april 2020, hvor Jimmi Lillelund forsvandt.

Ifølge sagens anklageskrift deltog storesøsteren ikke i selve drabet, men hun havde aftalt med de andre og havde en fælles forståelse med dem om, at hendes lillebror skulle skydes og dræbes.

Ifølge anklageskriftet var det samleveren og nevøen, som begik selve drabet. Det nægter de dog.

Drabet foregik på en adresse i Veksø, mens resterne af Jimmi Lillelund blev fundet på en gård på Holmevej i Gundsømagle nogle få kilometer væk.

Her var han ifølge anklagemyndigheden blevet brændt på et bålsted og resterne efterfølgende gravet ned.

Sagen skal ved Retten i Roskilde behandles over ni retsdage, og fredag er den første.

De tre tiltalte sidder i den ene side af retsbygningens største retssal - hver flankeret af sin forsvarsadvokat.

Over for dem sidder de seks nævninger samt en suppleant, som sammen med sagens tre juridiske dommere skal afgøre, om de er skyldige eller ej.

Det er senioranklager Andreas Dahl fra Midt- og Vestsjællands Politi, der fremlægger sagen for anklagemyndigheden.

Som noget af det første afspiller han et opkald fra en kvinde til alarmcentralen i 2020. Det er moren til Jimmi Lillelunds søn, Jimmi Lillelunds ekskone, som ringer.

Hun fortæller, at Jimmi Lillelund har været forsvundet i et døgn og ikke har hentet sønnen samme morgen som aftalt.

Også Jimmi Lillelunds storesøster ringer til alarmcentralen - og fortæller, at hendes bror er forsvundet. Han er ikke dukket op til en fødselsdag på gården, hvor han boede sammen med storesøsteren, hendes samlever - de to ejede gården - og et par andre lejere.

Der skulle imidlertid gå mere end fire år, før der blev rejst sigtelser i sagen. Det var mod de tre, som nu er tiltalt, blandt dem altså også storesøsteren.

I august 2024 gik anklagemyndigheden skridtet videre og forlangte de tre varetægtsfængslet.

Det efterkom retten, og siden har de siddet frihedsberøvet.

Ved fredagens retsmøde er det indledningsvis kommet frem, at nevøen erkender at have deltaget i bortskaffelsen af liget. Han afviser imidlertid, at hans mor var en del af det, oplyser hans advokat, Thomas Fogt.

Ifølge sagens anklageskrift smed nevøen sammen med en helt fjerde mand, som ikke er blandt de tiltalte, liget i et hul, som den fjerde mand havde gravet. Og det foregik efter aftale - eller i hvert fald i en fælles forståelse - med morens samlever.

I løbet af fredag skal anklager Andreas Dahl fortsætte forelæggelsen af sagen, hvorefter selve bevisførelsen går i gang. Der ventes dom i sagen 27. juni.

Sponsoreret indhold