SportI går (opd. I går)

Før sit livs kamp: Nu forhindrer lykkelig nyhed Dina Thorslund i at bokse

Dropper historisk kamp i New York - hun er blevet gravid igen
Dina Thorslund må vente med drømmen om Madison Square Garden – boksehandskerne er lagt på hylden for nu, mens hun venter sit andet barn.
Dina Thorslund må vente med drømmen om Madison Square Garden – boksehandskerne er lagt på hylden for nu, mens hun venter sit andet barn.
 Foto: Jesper Sunesen

Dina Thorslund skal alligevel ikke bokse i Madison Square Garden i New York denne sommer.

Den 31-årige danske bokser er gravid for anden gang og har meldt fra til kampen 11. juli mod amerikaneren Shurretta Metcalf.

- For nylig fandt jeg ud af, at jeg er gravid. En drejning, jeg ikke havde forventet, men en glædelig en af slagsen.

- Selv om beslutningen var nem, er jeg som atlet ked af det, fordi jeg så gerne ville have stået i den ring og skrevet historie 11. juli. Men jeg kommer tilbage, siger Thorslund i en pressemeddelelse.

Thorslund er ubesejret i 23 kampe som professionel og er regerende verdensmester i bantamvægt hos både WBO og WBC.

Metcalf er indehaver af IBF-titlen. Dermed kunne Thorslund havde erobret tre af de fire verdensmesterskabsbælter, hvis hun havde bokset og vundet kampen.

- Livet kan være en rutsjebanetur, især som kvindelig bokser. Jeg havde virkelig glædet mig til denne kamp - det største øjeblik i min karriere, lyder det fra Thorslund.

Hun underskrev i marts en treårig aftale med den amerikanske promotorvirksomhed Most Valuable Promotions, og det er den nye promotor, der står for stævnet i Madison Square Garden.

Bokser og influencer Jake Paul er medstifter af Most Valuable Promotions. Paul skal dog ikke selv bokse ved stævnet i juli.

Sponsoreret indhold