FBI afviser at kommentere Musks Epstein-anklager mod Trump

Det amerikanske forbundspoliti, FBI, afviser at kommentere techmilliardæren Elon Musks anklager om, at USA's præsident, Donald Trump, skal fremgå i dokumenter, der omhandler Jeffrey Epstein.
Det fremgår af et skriftligt svar til mediet BBC.
- FBI har ingen kommentarer til sagen, lyder det fra FBI.
Det er FBI, der har håndteret oplysninger og dokumenter i sagen om Epstein, som i 2019 blev anholdt og varetægtsfængslet i en omfattende sag om påstået misbrug af mindreårige.
I et opslag på X torsdag hævdede Musk, at Trump fremgår i dokumenter om Epstein. Det skete i en strid mellem Musk og Trump, som fandt sted på de sociale medier X og Truth Social.
- Tid til at smide den helt store bombe, lød det blandt andet fra Musk i opslaget.
Musk har dog ikke fremlagt nogen beviser for sin påstand. Han har heller ikke udtalt sig om, hvordan han skal have fået adgang til dokumenter, der ikke er offentliggjort, ligesom han ikke har uddybet, i hvilken sammenhæng Trump skal fremgå.
Trump har ikke selv kommenteret anklagerne mod ham vedrørende Epstein-sagen.
Karoline Leavitt, som er pressesekretær i Det Hvide Hus, sagde dog natten til torsdag til nyhedsbureauet AFP, at Musks opslag på X var en "beklagelig episode fra Elon Musk".
- Det her er en beklagelig episode fra Elon (Musk, red.), som er utilfreds med "One Big Beautiful Bill (Trumps store lovpakke, red.)", fordi den ikke indeholder den politik, han gerne ville have, lød det fra pressesekretæren.
Ifølge AFP puster Musk med sine påstande om Epstein-sagen til en konspirationsteori, som har tilhængere på den amerikanske højrefløj.
Tilhængerne mener, at embedsmænd i den amerikanske regering hjalp med at dække over forbrydelser begået af folk omkring Epstein.
Ifølge AFP har der blandt dem dog aldrig været forlydender om, at Trump skulle være del af sagen. Der er heller aldrig nogen officielle kilder, som har sagt, at præsidenten skulle optræde i noget af sagens materiale.
Trump har tidligere afvist at have besøgt øen Little Saint James, som Epstein ejede, og hvor der angiveligt foregik menneskehandel med mindreårige piger.
Trump sagde sidste år - inden han blev valgt til sin anden embedsperiode som præsident - at han "intet problem" ville have med at offentliggøre dokumenter med forbindelse til Epstein.