Pernille Harder slipper for at møde kæresten: Meget dejligt

Pernille Harder er glad for at slippe for sin kæreste, Magdalena Eriksson.
I hvert fald når Danmark og Sverige møder hinanden i tirsdagens Nations League-kamp i svenske Solna.
Magdalena Eriksson har karantæne efter for mange advarsler, og det er den danske landsholdsangriber godt tilfreds med.
- Det er faktisk meget dejligt. Vi skulle have spillet tre kampe mod hinanden på kort tid. Nu bliver det alligevel kun til to, siger Pernille Harder ifølge TT.
- Som fodboldspiller er det dejligt, at "Magda" ikke skal spille. Også for at undgå de her dueller mellem os, siger hun om kæresten og holdkammeraten i Bayern München.
Danmark skal vinde for at komme i semifinalen i Nations League, mens Sverige kan nøjes med uafgjort for at avancere som et af de fire bedste hold i turneringen.
Magdalena Eriksson fik en advarsel for et for højt løftet ben i fredagens 0-0-kamp mod Italien. Den aktion udløser en karantænedag og en tur på tribunen mod Danmark.
- Det var et virkelig dumt gult kort, men jeg forstår godt, jeg fik det. Der var ikke noget galt med det. Jeg vidste med det samme, hvad det betød. Det er virkelig ærgerligt, siger den svenske forsvarsspiller.
Danmark og Sverige mødtes også i Nations League-gruppen i februar, og dengang vandt svenskerne 2-1 med Pernille Harder som enlig danske målskytte.
I den kamp blev det til flere hårde dueller mellem kæresteparret.
De to nordiske lande er også begge med ved sommerens EM og skal faktisk møde hinanden i premierekampen 4. juli.
Danmarks kamp mod Sverige går i gang tirsdag aften klokken 19.30.