ChatGPT reddede Rasmus: Lægen tog fejl af en punkteret lunge

Rasmus Ove vågnede med en hævet hals og smerter i kroppen efter en festlig aften med Liverpools mesterskabsfejring.
Men det, der lignede en allergisk reaktion ifølge lægen, viste sig at være langt mere alvorligt.
Og det var ikke en læge der opdagede det. Det var en chatbot, skriver TV 2 Fyn.
SE og HØR har selv hevet fat i Rasmus Ove for at høre nærmere om den vanvittige historie, og den er god nok.
- Jeg kunne mærke allerede om natten, at der var noget galt med halsen. Om morgenen var det helt tosset.
- Det gjorde ondt at synke, og mit ansigt lignede, jeg havde taget 20 kilo på, fortæller Rasmus Ove til SE og HØR.
Han gik direkte til egen læge, hvor to forskellige læger undersøgte ham. Der blev taget infektionstal, men intet tydede på sygdom.
Rasmus besvimede endda under konsultationen og blev sendt hjem med beskeden om, at det nok var en allergisk reaktion.
Men noget føltes forkert, fortæller han.
Vel hjemme igen var hævelsen stadig massiv, og han følte sig ikke tryg. Derfor bad han ChatGPT om hjælp.
- Den stillede nogle spørgsmål som jeg slet ikke havde overvejet. Den spurgte, hvordan hævelsen føltes.
- Om den var øm, hård, blød eller knitrende. Og da jeg mærkede efter, var det som at trykke på sne, siger han og fortsætter:
- Det havde jeg ikke skænket en tanke. Men ifølge ChatGPT kunne det kun skyldes luft under huden. Og det sker kun, hvis der er hul på en lunge eller luftrør.
Rasmus fik besked på at kontakte lægevagten straks af robotten.
- Da jeg kom ind på klinikken, mærkede lægen på halsen i to sekunder og sagde med det samme, hvad det var. En rift i lungen, der havde bredt sig.
Rasmus er ikke i tvivl. Det var ChatGPT, ikke hans egen læge, der reddede ham.
- Jeg havde aldrig selv regnet det ud. Jeg har ingen lægefaglig viden. Det burde min læge have haft.
- Jeg kommer til at skifte læge. Jeg har også sendt en klage til Styrelsen for Patientklager.
En punkteret lunge er en potentielt livstruende tilstand. Rasmus slap med skrækken. Men han stoler ikke længere på sit gamle lægehus.
- Jeg kommer ikke tilbage. Det er slut.