Efter mindst 15 millimeter regn på 30 minutter har Danmarks Meteorologiske Institut, DMI, søndag registreret årets første skybrud flere steder i Jylland.
Det drejer sig om Aalborg, Skanderborg og Ikast-Brande kommuner, oplyser DMI søndag eftermiddag på det sociale medie X.
Søndag morgen oplyste DMI, at årets allerførste skybrud blev registreret i Midtjylland med lidt mere end 15 millimeter regn på en halv time.
Omkring klokken 14 blev det Aalborgs tur til at få et skyl, da der blev målt 21,4 millimeter på 30 minutter.
De kraftige byger er omkring klokken 17.30 ved at have sluppet Jylland.
Syd for Danmark er der fortsat flere byger, som kommer til at ramme den østlige del af landet med risiko for torden og lokale skybrud.
Varslet om risiko for kraftig regn og lokale skybrud i de østlige egne gælder frem til klokken 20, skriver DMI på sin hjemmeside.
Sæsonen for skybrud begynder typisk i maj og slutter i september. Det defineres af DMI ved, at der falder mindst 15 millimeter regn på 30 minutter.
Der følger ofte hagl, lyn og torden med, når et skybrud rammer. Kraftig regn defineres som mere end 24 millimeter regn på seks timer.
Tidligere gjaldt varslet for hele landet undtagen Bornholm, og risikoen var størst i den centrale, østlige og nordlige del af Jylland.
Vagtchef Marie Timm skrev i den forbindelse på DMI's hjemmeside, at regnen kunne medføre oversvømmede kældre, vejbaner og viadukter.
Flere forsikringsselskaber har opfordret deres kunder til at tage deres forholdsregler.
Trine Bechmann Henningsen, skadechef i LB Forsikring, råder til, at man forbereder sig på, at der kan komme massive mængder regn.
- Vi ved af erfaring, at det virkelig kan være en ubehagelig oplevelse at få kælderen eller boligen oversvømmet af vand. Derfor er det en god idé at forhindre så mange skader som muligt og forebygge i det omfang, man kan, siger hun i en pressemeddelelse.
Man bør blandt andet lukke alle vinduer, fjerne ting fra kældergulvet og rense tagrender og nedløbsrør, skriver LB Forsikring.
Topdanmark opfordrer ligeledes deres kunder til at forberede sig på regnvejret i en pressemeddelelse.
- Vi ved desværre, at en del danskere først reagerer, når skaden er sket. Men det kan være en trist start på sommeren at få vand i for eksempel kælderen og miste uerstattelige minder - noget der oftest kan undgås med enkle tiltag, siger boligchef i Topdanmark Helene Ibsen.
Man bør blandt andet tjekke taget for utætheder og være hjemme eller få nogen til at holde øje med sit hus, mens regnen står på, skriver forsikringsselskabet i pressemeddelelsen.