Anne Herdorf afslører stor nyhed: Skal giftes

Hun vandt Dansk Melodi Grand Prix i 1987 med sangen "En lille melodi".
Og nu må man da i allerhøjeste grad sige, at Anne Herdorf (58) har fundet melodien i privaten.
Hun skal nemlig giftes.
Det fortæller hun til SE og HØR.
- Vi skal giftes den 2. august. Det er vidunderligt, og jeg er meget lykkelig.
Kæresten, der snart bliver til ægtemand, hedder Henrik Lam, og han arbejder til daglig som chauffør.

Herdorf fortalte sidste år, at de to mødte hinanden i baren ved en teaterforestilling.
De to flyttede sidste år sammen i en lejlighed i Vanløse, og nu tager de så næste store skridt i forholdet.
- Vi har gået og drømt om det, og så en dag, da vi gik rundt nede på stranden, så faldt han på knæ i sandet, siger hun om frieriet.
Nu venter så et sommerbryllup, som parret håber bliver hyggeligt og også en smule intimt.
- Vi skal giftes i en strandkirke nede ved vores sommerhus i Marielyst, fortæller hun og tilføjer, at det bliver et bryllup med den nærmeste familie og venner.
Anne Herdorf har tidligere været gift med pianist og kapelmester Jens Krøyer, og sammen har de to døtre. Parret blev skilt i 2001.