Vidste du det? "Reservatet"-søn har kendt mor

LÆS OGSÅ: Her er det danske Netflix-hit "Reservatet" optaget
Han får sendt masser af numsevideoer til vennerne i den lyssky gruppechat i "Reservatet". Men allerede inden Frode Bilde Rønsholts første store rolle i det danske Netflix-hit, løb der skuespilblod i årerne.
Mennesket bag Oscar, der i miniserien er teenagesøn til milliardærparret Katarina og Rasmus Hofman, har nemlig en mor, som i den grad kender til både den verden og de skrå brædder.
Ifølge BILLED-BLADET er 16-årige Frode Bilde Rønsholt søn af skuespiller Rikke Bilde.
Reumert-vindende Rikke Bilde har spillet med i store produktioner som DR's "Når støvet har lagt sig", "Friheden" på Viaplay og flere opsætninger på blandt andet Det Kongelige Teater, ligesom hun spiller mor Lisbeth i Melvin Kakooza-serien "Sunday".

Den erfarne skuespiller har også slået sig løs i diverse sketches i Tivolirevyen 2024, blandt andet i roller som Inger Støjberg og statsminister Mette Frederiksen, og i 2023 spillede hun Laura i "Matador"-musicalen.


Derudover er Rikke Bilde en del af teatertruppen Sort Samvittighed, som underholdt kongeparrets gæster, da der i foråret var aftenselskab for kunst og kultur på Christiansborg Slot.