Nyheder23. maj 2025 (opd. 23. maj 2025)

Uran i drikkevandet: Søren har været uden rent vand i to måneder

En række borgere har efter to måneder stadig forbud mod at drikke vandet i deres haner
Her ses den lille by Floes i Østjylland, hvor beboerne i månedsvis har måttet undvære rent drikkevand efter fund af uran i vandforsyningen.
Her ses den lille by Floes i Østjylland, hvor beboerne i månedsvis har måttet undvære rent drikkevand efter fund af uran i vandforsyningen.
 Foto: TV2 Østjylland

- Vi løber hele tiden tør for vand.

Sådan siger Søren Vestergaard, der er formand for Floes Vandværk.

Han bor i et af de 23 huse, der i slutningen af marts fik et påbud om ikke at drikke vandet, fordi der blev fundet en større mængde uran i drikkevandet i forbindelse med en vandprøve, skriver TV2 Østjylland.

Selvom vandværket dengang sagde, at det ville finde en alternativ løsning til husstandene, så skal borgerne her to måneder efter stadig holde sig fra at drikke vandet i hanen.

Løsningen på problemet bliver, at vandet skal komme fra nabo-vandværket Uggelhuse Vandværk.

Men der kan gå op til halvanden måned, inden det bliver til virkelighed. Det fortæller Jan Hansen, der er produktionsteknolog i Randers Kommune.

- Uggelhuse Vandværk skal have renoveret deres hovedledning, og det har de fremrykket for at hjælpe Floes Vandværk, siger Jan Hansen.

Arbejdet med renoveringen er ikke påbegyndt endnu, da der blandt andet skal gravetilladelser på plads.

Søren Vestergaard og de øvrige borgere må altså fortsætte med at købe vand på flaske.

- Det er da besværligt. Vi bruger meget vand, så vi glæder os til, vi kan drikke vandet fra hanen igen, siger han.

Det er dog ikke alle, der køber vand.

TV2 Østjylland har talt med to borgere i Floes torsdag, som fortæller, at de fortsat drikker vandet fra hanen, da de ikke tror, det er skadeligt for dem.

Borgerne i Floes modtager ikke nogen former for kompensation for, at de skal købe deres drikkevand i perioden, hvor der er drikkeforbud.

Der har dog, ifølge Jan Hansen fra Randers Kommune, ikke været nogle utilfredse henvendelser.

- Det er første gang, vi prøver sådan en nedlukning på den måde, siger Jan Hansen.

Det er derfor en uvant situation, som vandværket har stået i de seneste to måneder.

- Det har været svært. Der er ingen, der har erfaring med det, så vi har stået lidt på egne ben, siger formand Søren Vestergaard.

Det kan have sundhedsskadelige konsekvenser, fortalte Søren M. Kristiansen, der er forsker på Aarhus Universitet, til TV2 Østjylland tilbage i marts.

- Det giver ikke stråling, men det er et tungmetal, som vi ved kan give problemer på den lange bane, når man indtager det, sagde forskeren.

Fundet af uran i vandet vakte opsigt.

- Det er usædvanligt. Jeg har ikke hørt om, at vi har haft så store koncentrationer af uran før, lød det fra forskeren.

Formanden fortæller, at Floes Vandværk fortsætter som selvstændigt vandværk, men at det kommer til at være storforbruger hos vandværket i Uggelhuse.

Han kan ikke sige med sikkerhed, hvornår borgerne igen kan drikke rent vand fra hanen.

- Vi håber, at vi når det inden sommerferien, men tiden er imod os, siger han.

Sponsoreret indhold