Kongelige10 timer siden

Kronprins Christian som actionhelt: Ny video fra Kongehuset vækker opsigt - og bekymring

Ekspert advarer om, at kongehusets iscenesættelse af kronprinsen sker på bekostning af pressens adgang og gennemsigtighed
Kronprins Christian gennemførte i sidste uge den sagnomspundne REX-tur - til august venter så flere oplevelser indenfor militæret. 
Kronprins Christian gennemførte i sidste uge den sagnomspundne REX-tur - til august venter så flere oplevelser indenfor militæret.
 Foto: Kongehuset

LÆS OGSÅ: Kronprins Christian optaget på løjtnantuddannelsen: Ekspert bider mærke i én ting

For allerførste gang har kongehuset delt en video med kronprins Christian i hovedrollen – og det er ikke en hvilken som helst video.

I den seks minutter lange film følger vi den 19-årige tronfølger på sin såkaldte REX-tur, hvor han optræder som regulær actionmand – iført militærtøj, på togt med Forsvaret.

Men selvom videoen giver danskerne et sjældent og menneskeligt indblik i den unge tronarvings liv, rejser den også spørgsmål om kongehusets kommunikationsstrategi.

Ifølge Berlingskes kongehusekspert, Jakob Steen Olsen, er der tale om en ny - og bekymrende form for iscenesættelse, som kongehuset er blevet rigtig gode til - danskerne får "value for money", siger han i B.T.’s podcast "Q&CO".

- Vi gammeldags medier er på mange måder blevet overhalet af, at alle nu er deres egne publicistiske medier. Det gælder også kongehuset - og det er de faktisk rigtig gode til. Skal de have skældud for det? Egentlig ikke. Problemet opstår der, hvor pressen ikke længere har den samme adgang som før, siger Jakob Steen Olsen i "Q&CO", og påpeger, at videoen skaber identifikation og nærhed mellem kongehuset og befolkningen – men at det sker på kongehusets præmisser.

- Hvad er det, I er så bange for? I er tydeligvis bange for noget, spørger Jakob Steen Olsen med henvisning til kongehuset, der ikke selv er til stede under interviewet.

Sådan kom kronprinsen igennem strabadserne

Bryder sig ikke om pressen

Ifølge Jakob Steen Olsen er det en kynisk, men effektiv strategi: Kongehuset har lavet en direkte alliance med folket – uden om pressen.

- De er ikke særlig gode Frederik og Mary til at svare på spørgsmål, hverken kritiske eller langt mindre farlige. De bryder sig ikke særlig meget om pressen, foragter den måske ligefrem, siger Jakob Steen Olsen.

Kongehusets kommunikationsansvarlige Nina Munch-Perrin forklarer i et skriftligt svar til mediet, at ambitionen med videoen har været at møde danskerne i øjenhøjde, og være synlige for det danske folk.

- Selvfølgelig skal vi kommunikere om tronarvingens uddannelsesforløb, og det valgte vi her at gøre ved at vise noget fra den afsluttende REX-tur og derpå lade kronprinsen selv fortælle, at han ville være løjtnant. Det var vigtigt for os alle sammen, at det blev autentisk, det vil sige, at vi var fluen på væggen, skriver hun til B.T.

Et tydeligt signal

Over for SE og HØR har tidligere forsvarsminister og nuværende politisk kommentator Hans Engell, påpeget at kongehuset sender et klart og tydeligt signal ved at dele videoen, som de har gjort.

- Det er helt klart, at han er ved at blive markedsført i sit eget navn. Vi har tidligere set ham med bøllehat til Smukfest med fadøl i hånden. Nu er tidspunktet så kommet, hvor livets alvor begynder at melde sig for ham, siger Hans Engell.

Værnepligten, som kronprins Christian begyndte at aftjene i februar, afslutter han i slutningen af maj.

Uddannelsen til løjtnant varer et år med en efterfølgende periode med praktisk tjeneste som delingsfører.

Som løjtnant i Forsvaret får man muligheden for at virke som leder, instruktør, faglærer, skydeleder og underviser for soldaterne. Basislønnen på uddannelsen ligger omkring 26.000 kroner, men kronprins Christian vil dog ikke modtage løn.

Sponsoreret indhold