NyhederI går (opd. I går)

DSB i problemer: Påvirker billetkøb

Torsdag eftermiddag er der stadig udfordringer med DSB's systemer, hvilket har påvirket passagerers køb af billetter det meste af dagen

Det er igen muligt at købe billetter via DSB's forskellige kanaler, efter at selskabets systemer ellers har været udfordret det meste af dagen.

Det meddeler DSB på det sociale medie X lidt før klokken 18.

- Der har været knas med vores it helt fra morgenstunden af, siger informationschef Tony Bispeskov.

- Det har betydet, at kunderne ikke har kunnet gå ind på vores app eller på nogle af vores automater rundt omkring på stationerne i landet.

Problemerne opstod, da en netværkopdatering hos DSB blev gennemført natten til torsdag.

Derfor har teknikere dagen igennem været sat på opgaven, for at passagerer igen ville kunne købe billetter.

Det fysiske rejsekort, rejsebillet-appen og rejsekort-appen samt rejseplanen har fungeret hele dagen.

I løbet af dagen understregede DSB's informationschef, Tony Bispeskov, at det trods udfordringer ville kræve en billet, hvis man ville om bord på et DSB-tog.

Over for TV 2 gjorde han det dog klart, at man ikke risikerede en bøde, i tilfælde af at forsøget på et billetkøb var gået i vasken.

- Hvis der er personale om bord, kan man forklare dem situationen. Selvfølgelig vil vi prøve at hjælpe vores kunder så godt som muligt, lød det.

Nogle af DSB's trafikinformationsskærme har også været udfordret. Her har man tidligt torsdag aften endnu ikke fundet en endelig løsning på problemet.

Sponsoreret indhold