Sport21. maj 2025 (opd. 21. maj 2025)

Manny Pacquiao gør comeback efter fire år: Kæmper om VM-bælte mod Mario Barrios

Filippinske Manny Pacquiao har ikke været i bokseringen i knap fire år, men skal nu kæmpe om VM-titlen 19. juli i weltervægt. Kampen foregår i Las Vegas
Manny Pacquiao skal atter i trække i boksehanskerne.
Manny Pacquiao skal atter i trække i boksehanskerne.
 Foto: John Locher/AP/Ritzau Scanpix

- Jeg er tilbage.

Med de ord har den tidligere verdensstjerne Manny Pacquiao onsdag offentliggjort sit comeback til boksesporten.

Den 46-årige filippiner skriver i et opslag på Instagram, at han 19. juli skal bokse mod Mario Barrios i Las Vegas i USA. Her er VM-bæltet i weltervægt på højkant hos forbundet WBC, der er et af de fire store forbund inden for boksning.

Manny Pacquiao, der populært kaldes "Pacman", boksede 72 kampe i sin professionelle karriere. Det blev til 62 sejre, 8 nederlag og 2 uafgjorte i karrieren, der gjorde ham til en af verdens største boksere i nyere tid.

En af de mest berømte kampe fandt sted i 2015 mod amerikanske Floyd Mayweather, der slog filippineren på point.

Pacquiao forsøgte sidste år at få adgang til OL i Paris med argumentet om, at han ikke havde bokset professionelt siden august 2021.

Men Den Internationale Olympiske Komité (IOC) afviste bokserens ønske, fordi han ikke levede op til alle kravene.

Sponsoreret indhold