Kongelige11 timer siden

Ung greve gjort arveløs af far: Valg af konen koster ham over en halv milliard kroner

Britisk adelsfamilie er i total opløsning - nu forsøger grev William Seymour at blive forsonet med sin familie efter at have tabt sagen i retten

LÆS OGSÅ: Meghan Markle deler private billeder af prins Harry og børnene

Det 31-årige overhoved for en af Englands ældste adelsslægter, William Seymour – greven af Yarmouth – har lidt et sviende nederlag i retten, skriver flere britiske medier.

Her har han i længere tid kæmpet mod sine egne forældre om kontrollen over familiens formue på hele 85 millioner pund - eller hvad der svarer til 753 millioner danske kroner.

Stridighederne begyndte for alvor i 2018, da lord Hertford og hustruen lady Hertford lagde hårdt ud mod sønnens valg af hustru – den tidligere Goldman Sachs-direktør Kelsey Wells.

På selve bryllupsdagen sagde lord Hertford ifølge sin søns forklaring til retten:

- Du kan stadig aflyse - vi sender bare alle hjem. Bare sig nej.

William Seymour havde ellers fået overdraget værdier for over 4,2 millioner pund - eller 37 millioner kroner - allerede som 21-årig og forventede at arve den prægtige Ragley Hall i Warwickshire, når han fyldte 30.

Men virkeligheden er blevet en anden.

Hans far, 66, skar ham ud af testamentet og forklarede, at "Williams opførsel begyndte at ændre sig før ægteskabet", og at han var "skuffet over hans manglende præstationer."

Og der var altså ingen nåde at finde i retten, som giver forældrene ret: William Seymour har ikke fortjent flere penge.

Det gjorde da heller ikke sagen bedre, at flere familiemedlemmer er enige i, at William er det sorte får i familien.

For eksempel kom det frem, at hans tante lady Carolyn i et brev kaldte ham "Little Lord Fauntleroy" og afsluttede med ordene:

- Din selvfede røv/hvalp/pikhoved – vælg selv… Med kærlig hilsen, din evigt elskelige tante.

William Seymour og hans kone, som familien altså også hader, forsøger sig nu med en anden taktik: forsoning.

- Privat har vi gjort det klart for Lord og Lady Hertford, at vi er åbne for forsoning, lyder det i en erklæring efter dommen.

Lady og Lord Hertford har dog endnu ikke mødt deres børnebørn – Clement på fem og Jocelyn på tre. Spørgsmålet er nu, om de får lov.

Sponsoreret indhold