SportI går

Simon Pytlick kigger fremad efter et år med både op- og nedture

Simon Pytlick er stadig ude med en brækket arm og må se med fra sidelinien, når SG Flensburg-Handewitt lørdag og søndag forsøger at forsvare titlen i European League
Simon Pytlick så gerne, at Final4 blev afholdt over mere end to dage.
Simon Pytlick så gerne, at Final4 blev afholdt over mere end to dage.
 Foto: Kaspar Wenstrup

I sommeren 2024 vandt Simon Pytlick OL-guld med Danmark. Et halvt år senere blev han for anden gang verdensmester med de danske håndboldherrer.

I begge slutrunder kom han på Allstar-holdet, og også i månederne imellem, i SG Flensburg-Handewitt-trøjen, har Simon Pytlick været blandt de bedste på banen og spillet forrygende håndbold.

Men sæsonen 2024/25 har ikke kun budt på opture for den 24-årige viceanfører på det danske landshold.

Sportsligt går det svingende i Flensborg, og forskellige nedture har gjort ondt, erkender Simon Pytlick i en podcast i Flensborg Avis.

I december blev træner Nicolaj Krickau fyret i SG, og det skabte ifølge Simon Pytlick »kaos« – ikke kun i bagspillerens verden.

Tilbage fra VM-guldet brækkede Pytlick armen i en Europacup-kamp. Hans sæson sluttede dermed i februar, og en – især mentalt – hård genoptræningsfase begyndte.

Selvom han har taget to skridt frem og allerede igen kan have sin elskede håndbold i hånden, er det ikke bare lige til.

Ved SGs store sæsonfinale, European League Final4 i den kommende weekend, mangler Simon Pytlick stadig.

Den danske håndboldstjerne tror på, at SG gentager bedriften fra sidste år og genvinder titlen.

Men noget helt andet er, at han ikke bryder sig om, at Final4 afvikles i løbet af én weekend. Generelt mener han, at programmet i håndbolden er for presset, at der er flere »slemme skader« – som han selv også er udsat for – og at man burde kigge til andre sportsgrene for at få nyt input.

- Jeg tror aldrig nogensinde, at jeg bliver tilhænger af, at et Final4 skal afholdes på to dage. Men det er jo sådan, det er, og der er ingen tvivl om, at hvis man kan være så god og dygtig og vinde første kamp, semifinalen, jamen så får du bare noget fornyet energi til finalen, siger Simon Pytlick til Flensborg Avis.

Til trods for en del nedture har Pytlick fornylig forlænget sin kontrakt med SG til 2030.

- Alt taget i betragtning, så tror jeg jo stadigvæk på det her projekt, og det gør jeg, fordi klubben har midler til at skabe et virkelig, virkelig godt hold, og et hold, som kan være konkurrencedygtigt i Champions League inden for de næste par år, fastslår Simon Pytlick og tilføjer, at Flensborg er et »fedt sted«

Sponsoreret indhold