Sport8 timer siden

Har danset med alle stjernerne: Nicky Andersen afslører de sødeste og den største idiot

Det er de færreste danske dansere, som har så flot et cv som Nicky Andersen. I ”Af Banen” løfter han sløret for, hvem der er Hollywoods flinkeste, og hvem man finder i den modsatte ende
Nicky Andersen afslører, at Will Smith er verdens flinkeste – men hvem er den værste?
 Video: SE og HØR

LÆS OGSÅ: Blev ødelagt af ”Forræder”: Nicky Andersen måtte flytte hjem til forældrene

Taylor Swift, Shakira, BTS, Jason Derulo, Will Smith, Ne-Yo, Becky G, Bad Bunny og mange flere.

Listen over verdensstjerner som Nicky Andersen både har danset for og med er meget lang.

Det betyder også, at danseren fra Virum er kommet noget tættere på den ene verdensstjerne efter den anden, end som så mange andre.

I ”Af Banen” løfter ”Forræder”-stjernen nu sløret for, hvem der kan betegnes som Hollywoods flinkeste kendis, og hvem der godt kunne bruge et kursus i god opførsel.

- Hvis vi starter med de gode, så helt klart Shakira, Will Smith og Taylor Swift. De er toppen af poppen. De er megasøde og nede på jorden. De behandler en som et medmenneske.

- Til min første prøve med Will Smith (til Disney-filmen Aladdin, red.) kommer han halvanden time for sent, og grunden til han kommer for sent, var fordi, han siger hej til alle statister på settet. Der snakker vi altså om hele Agrabah, altså byen, så det var nok omkring 300-400 mennesker, hvor han siger: ”Hej, jeg er Will. Godt at møde dig, hvordan går det?”. Det er et overskud, jeg ikke selv ville have. Sådan noget sætter sig i en. Det var meganice.

Når det kommer til Taylor Swift, er det blandt andet arbejdsforholdene, som virkelig er gode.

Men også i forhold til selve arbejdet, har superstjernen ikke fået stjernenykker.

- Når man skulle lave noget med Taylor Swift, foregik det sammen med hende. Der var et øjeblik med hende, hvor vi pingpongede over, hvordan noget skulle gøres. Det var en meget fed kreativ sparring sammen med en superstjerne.

”Hold kæft en idiot”

På den anden ende af skalaen – langt væk fra Will Smith, Shakira og Taylor Swift – finder man manden bag hits som ”Savage Love”, ”Talk Dirty” og ”Ridin’ Solo”.

- En, jeg ikke bryder mig særlig meget om, som jeg arbejdede for, selvom han inviterede mig til sin koncert i Danmark, er Jason Derulo. Ham kan jeg virkelig ikke lide.

Nicky Andersen har arbejdet for Derulo mere end en gang, men det er særligt hitmagerens opførsel under prøverne, som trækker ned.

- Han er virkelig ikke en cool fyr. Til den første prøve vi har sammen, laver vi et award show. Der er lidt en uskreven regel om, at når man arbejder med artister og dansere, så har man ikke sine smykker på.

- For hvis man rammer en danser, kan det gå rigtig galt. Det samme i ”prøveren”, for de har langt flere penge end danserne, og der er ikke grund til at flexe det, for vi er her for dig.

Men det der med at lade være med at flexe passer ikke sammen med, hvordan Jason Derulo er.

Til prøven, hvor der er ti pigedansere i ikke særlig meget tøj, kommer både Jason Derulo og hele hans slæng ind ”flexet helt op” .

- Til prøven skal han så lave et trin, hvor han rammer en af pigerne på kinden med sit ur. Hun bliver arret for livet, og det satte sig bare i mig. Hold kæft, du er en bøv.

- Jeg ved ikke, hvad der sker efterfølgende, men jeg kan bare huske, at det satte sig i mig og jeg tænkte: ”Hold kæft, hvor er du en idiot”. Så ham er jeg ikke særlig vild med.

Du kan lytte til hele "Af Banen" med Nicky Andersen herunder.

Sponsoreret indhold