Kæmpe kovending: Fortnite er tilbage på iPhones

Fortnite er tilbage på app-platformen App Store i USA.
Det oplyser spiludvikleren Epic Games, der står bag det populære videospil, på det sociale medie X.
- Fortnite er tilbage på App Store i USA på iPhones og iPads - og på Epic Games Store og AltStore i EU!, skriver Epic Games.
Ifølge nyhedsbureauet Reuters har Fortnite siden 2020 været udelukket fra den amerikanske App Store på grund af en juridisk kamp med Apple.
Det fremgår ikke, hvad der har ført til, at Fortnite er kommet tilbage i den amerikanske del af app-butikken.
I sidste uge blev Fortnite desuden utilgængeligt for Apple-brugere i resten af verden, tilsyneladende fordi en opdateret version af spillet blev afvist af App Store.
- Apple har blokeret vores indsendelse af Fortnite. Desværre vil Fortnite være offline på iOS verden over, indtil Apple fjerner blokeringen, lød det.
Epic Games indledte en retssag mod Apple i 2021. Det skete i et forsøg på at bryde med Apples greb om App Store.
Spiludvikleren beskyldte dengang desuden techgiganten for at agere som et monopol.
Det blev af distriktsdommeren Yvonne Gonzales Rogers afgjort, at Apples kontrol over App Store ikke udgjorde et monopol, men at techgiganten skulle gøre det muligt for tredjeparter at benytte deres egne købemekanismer.
Hun nåede desuden frem til, at den afgift, som Apple opkræver for salg i App Store, var konkurrenceforvridende.
Tidligere på måneden lød det fra samme dommer, at Apple har overtrådt påbuddet. Derfor har hun bedt statsadvokaten i Californien om at indlede en undersøgelse af, om Apple har udvist foragt for retten.
Apple har ikke umiddelbart reageret på nyhedsbureauet AFP's anmodning om en kommentar tirsdag.
Fortnite havde ifølge Epic Games omkring 500 millioner brugere i 2023.