Kronprins Christian var rigsforstander 25 gange under sin værnepligt

Det er hårdt at være værnepligtig.
Det er de fleste, der har prøvet det, enige i.
Men for kronprins Christian har der været mere end undervisning, øvelser og våbentræning, der har luret i baghovedet de sidste fire måneder.
Siden han begyndte at aftjene sin værnepligt, har han også været nødsaget til at påtage sig rollen som rigsforstander i ny og næ, når kongen har været uden for rigets grænser.
Det har helt nøjagtigt været 25 gange i løbet af de fire måneder, som han har tilbragt på kasernen i Slagelse, viser den kongelige kalender.
Der har ellers som regel været andre, der i princippet kunne tage tjansen: Dronning Margrethe er stadig på listen over kongelige, der har lov til at være rigsforstandere. På samme liste står prinsesse Benedikte. Og det gør dronning Mary også i de tilfælde, hvor kongen altså er ude af landet uden sin kone.
Og så kan prins Joachim faktisk også tage opgaven, hvis han vil. Han har dog været lovligt undskyldt under Christians værnepligt, for kongens lillebror passer sit job i Washington for tiden.
Hovedreglen lyder dog, at det er tronfølgeren, der tager tjansen som rigsforstander, hvis han kan. Og det kunne Christian altså, selv om han var på øvelse i den vestsjællandske natur.
Det er ikke hver dag, at der følger opgaver med titlen som rigsforstander, så principielt kan kronprinsen have sprunget rundt i camouflage uden nogensinde at tænke nærmere over, at det var ham, der var landets statsoverhoved.
Men skulle der ske noget stort for landet - for eksempel regeringsskifte, udskrivelse af valg eller for den sags skyld krig - ja, så skulle Christian hurtigst muligt i arbejdstøjet og deltage i møder med blandt andre statsministeren.
Nu er tiden som værnepligtig efterhånden overstået - men Christian har allerede fremtidsplanerne på plads.