Krimi20. maj 2025

Politiinspektør om løsladelse af sigtet for trippelmord: "De pårørende er underrettet"

Den 61-årige sigtede for trippeldrabet i Roskilde er blevet løsladt tirsdag. Det bekræfter Midt- og Vestsjællands Politi til SE og HØR. Han er stadig sigtet for mordene
Den 61-årige sigtede for trippeldrabet i Roskilde er blevet løsladt tirsdag formiddag.
Den 61-årige sigtede for trippeldrabet i Roskilde er blevet løsladt tirsdag formiddag.
 Foto: Privatfoto

TIP OS: Kender du mere til sagen? Del din viden i en mail til soren.bak@sh.dk

Den 61-årige mand, som er sigtet for at have dræbt tre personer i Roskilde, er blevet løsladt.

Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi til SE og HØR.

Manden blev under et grundlovsforhør i marts varetægtsfængslet på en mistanke om, at han havde dræbt en 59-årig kvinde, en 52-årig kvinde og en 58-årig mand i et boligområde i Roskilde.

Men nu er han på fri fod igen.

- Han er stadig sigtet i sagen, men mistankegrundlaget mod ham er markant faldende efter otte ugers efterforksningen og derfor er det politiets og anklagemyndighedens vurdering at han godt kan løslades, siger vicepolitiinspektør Lars Krogsgaard hos Midt- og Vestsjællands Politi til SE og HØR.

Midt- og Vestsjællands Politi har siden anholdelsen af manden efterforsket sagen og har foretaget obduktioner af de to afdøde kvinder. Det har ikke været muligt at lave obduktion af den 58-årige mand, da han var blevet kremeret.

- Vi har fået mulighed for at obducere, og her er det ikke blevet bekræftet, at der ligger en forbrydelse bag dødsfaldene, siger vicepolitiinspektør Lars Krogsgaard.

Han fortæller videre, at dødsfaldene er sket i et stærkt belastet miljø i Roskilde, og at det hele tiden har været en styrende teori for politiet, at den 61-årige ikke var skyld i dødsfaldene.

Men manden sagde nogle ting til politiet og havde en adfærd ved dødsfaldene, som fik ham i søgelyset, lyder det.

- Det er nogle konkrete udtalelser fra den sigtede, sammen med hans adfærd omkring de her tre mistænkelige dødsfald, der gjorde, at han blev sigtet, siger Lars Krogsgaard. Han vil dog ikke sige, hvilke udtalelser den 61-årige kom med, som fik ham i fedtefadet i første omgang.

Lars Krogsgaard vil heller ikke svare på, om politiet regner med at sagen helt bliver droppet, efter at man ikke har kunne finde nok beviser til at holde den 61-årige fængslet i en sag om trippeldrab.

- Der er selvfølgelig en rød tråd i, om man kan blive dømt for noget, og om man skal sidde varetægtsfængslet. Nu er mistankegrundlaget faldet, og derfor er vurderingen nu, at man ikke kan have ham siddende, siger vicepolitiinspektøren.

Den 61-årige blev løsladt klokken 10 tirsdag formiddag. De pårørende til de afdøde er underettet om situationen.

SE og HØR har tidligere talt med naboer til den sigtede fra Roskilde. De fortæller, hvordan de blev truet af den 61-årige med, at han ville slå dem ihjel med en lægtehammer i dagene, hvor dødsfaldene skete i den sjællandske by.

Den sigtede har en forhistorie i retssystemet, hvor anklagemyndigheden tidligere krævede ham idømt forvaring.

I 2022 havde manden bevæbnet sig med en økse, som han brugte til at true flere personer, og han begik også hærværk rundt omkring i Roskilde.

I den efterfølgende straffesag i marts 2023 ønskede anklagemyndigheden, at han blev dømt til forvaring på grund af sin farlighed. Det skete ikke.

Sponsoreret indhold